Byggesag endte aldrig i retten
Knud Mark Jakobsen truede kommunen med bål og brand, men splid om oprydning og kloakbidrag fandt aldrig vej til retten
For præcis ét år siden lagde entreprenør Knud Mark Jakobsen op til to retssager mellem ham og Egedal Kommune i forbindelse med det strandede byggeprojekt på Marienlyst i Ølstykke.
I Lokalavisen Egedal gav han udtryk for, at kommunen var løbet fra en aftale om "oprydningen" på Marienlyst, ligesom han mente, at kommunen - efter aftale skulle betale for tilslutningsafgiften i forbindelse med hoved-kloakeringen.
Lokalavisen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Knud Mark Jakobsen, men ifølge Paul Sørensen fra Egedal Kommune, så endte det aldrig i en retssag mellem kommunen og entreprenøren.
"Nej, så vidt kom det aldrig. Han bad om aktindsigt, hvilket han fik, men siden har vi aldrig hørt fra ham," siger Paul Sørensen.
Sidste år udtalte Knud Mark Jakobsen, at han havde finansieringen på plads til at bygge de resterende 16 boliger, men det har Paul Sørensen svært ved at tro på.
Kan ikke rydde op
"Vi har ikke modtaget en ny byggetilladelse fra ham. Det er nødvendigt, hvis han skal bygge de sidste huse," siger Paul Sørensen.
Dog står det klart, at kommunen ikke kan tvinge Knud Mark Jakobsen til at rydde op på Marienlyst.
"Det er hans grund, og når det han har stående ikke udgør en sundhedsskadelig risiko, så kan vi ikke fjerne det," siger Paul Sørensen.