Fortsæt til indhold

Efter den søde kløe...

En tur i Skanderborg Sø for at skære siv fik kløende konsekvenser. Nu advarer Thomas Kelstrup andre badende

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Prøv at google sø og kløe, altså ikke den søde kløe, vel.”
Vores gode nabo, advokat Thomas Kelstrup, kommer ind på redaktionen med en uvant bister mine og trækker op i buksebenet.
“Det begyndte i lørdags efter at jeg havde skåret siv ved en grund jeg har ned til Skanderborg Sø ved Oddervej,” forklarer han.
“Jeg stod i vand til brystet i en times tid, og bagefter fik jeg det her,” siger han og peger på sit ben.
Med fem centimeters mellemrum er benet dækket af røde, betændelsesagtige pletter.
“Dem har jeg over det hele, og det er meget ubehageligt.”

Kendt som svømmekløe

De kløende pletter sendte Thomas forbi sin læge, Claus Juhl hos Lægerne 1. Sal på Sygehusvej i Skanderborg.
Claus Juhl konkluderede, at der sandsynligvis er tale om en lille parasit kaldet en ikte, der har taget fejl af advokatens ben og en vandsnegl.
Fænomenet er kendt som svømmekløe.
Ikten er et larvestadie af en fladorm og er ikke mere end knap en halv millimeter lang.
Normalt bruger den vandsneglen som mellemvært, inden den ender hos sin hovedvært, en svømmefugl.
Ikterne i vores nabos ben når dog aldrig så langt. De blev nemlig tilintetgjort af hans immunsystemet, da de borede sig gennem huden.
Det er det, der har givet anledning til irritationen og de kløende knopper i huden, kan man læse på Naturstyrelsens hjemmeside.
Men selvom ikterne er ufarlige og Thomas Kelstrup ikke behøver at frygte kravlende kryb under huden, er det kløende udslæt træls og kan vare ved op til flere uger.
Derfor vil han gerne advare andre mod at bade i Skanderborg Sø.

Kløende røde pletter med få centimeters mellemrum fra fødderne og op til brytskassen er resultatet af mødet med ikterne i søen.

Ænderne er problemet

Det er dog ikke søen som sådan, der er problemet, men der imod de ænder og andre svømmefugle, der er vært for fladormene.
Det er blandt andet en af grundene til, at Naturstyrelsen fraråder at man bader i en sø, dér hvor der er ænder.
Kaare With Jensen, der er biolog i Natur og Miljø, Skanderborg Kommune har ikke hørt om andre tilfælde i år, hvor folk har været i nærkontakt med ikterne.
Det har man heller ikke hos Skanderborg Vinterbadeklub, der har badet i søen hele sommeren.
“Vi vil selvfølgelig reagere, hvis vores medlemmer føler ubehag ved at bade i søvandet, men det har vi nu ikke kendskab til. Vores 100 medlemmer har badet i søen mere end 3.000 gange siden 1. november i fjor,” siger foreningens formand, Christian Bank.