Fortsæt til indhold

SOSU-elever konkurrerede i pleje og omsorg

Social- og sundhedsassistent-skolen i Hillerød arrangerede fredag skolemesterskaber i SOSU Skills

Samfund
Steen Tue Bjerborg

At være social- og sundhedsassistent handler normalt om pleje, sundhed, omsorg og pædagogik. Men fredag formiddag gik der sport og konkurrence i faget, da social og sundhedsassistentskolen 'SOPU København og Nordsjælland' i Hillerød arrangerede lokale skolemesterskaber i SOSU Skills.
Tre hold med to elever på hver dystede mod hinanden i et realistisk og krævende rollespil, hvor skuespillere agerede patienter og borgere, scenen afspejlede den virkelighed, der er ude på patientstuer, hospitaler og plejecentre, og eleverne blev bedømt ud fra, hvor godt de løste opgaverne sammen.
"Med skills-konkurrencen ønsker vi at give eleverne en spændende, krævende og lærerig udfordring. Men også at sætte fokus på, hvor meget der egentlig kræves af faget. For det er vigtigt - også ud ad til - for vi har brug for noget mere stolthed og respekt om faget," forklarer underviser på skolen og torvholder på konkurrencen, Lotte Lyksborg.

Manglende respekt

Den manglende respekt om faget kan de to af de social- og sundhedsassistent-elever, Louise Adamsen og Mie Manstrup Hansen, der var med i klubmesterskaberne fredag, sagtens nikke genkendende til.
"Vi hører tit, at folk tror, at vi bare tørrer røv. Men vores arbejde er jo alt andet, hvad konkurrencen her jo også beviser. For der var virkelig meget at holde styr på derinde, hvor vi blev testet i flere svære situationer, blandt andet da han pludselig faldt," lød det fra de to piger, da de kom ud fra det aflukkede auditorium fra deres halve times rollespil - skarpt fulgt af dommere, filmkamera og et større publikum bestående af andre elever på skolen.

Mie Manstrup Hansen og Mie Adamsen var glade og tilfredse med konkurrencen og deres indsats, og det havde de da også grund til, for de endte med at vinde. Foto: Steen Tue Bjerborg

Lærte meget af det

Louise og Mie, der bor i Jægerspris, men går på SOPU-skolen i Hillerød, havde dog ikke ladet sig hyle ud af de krævende forhold. For da Lotte Lyksborg sidst på formiddagen kunne afsløre vinderne af klubmesterskabet i SOSU Skills 2015, var det Louise og Mies navne, der blev råbt op.
Pigerne skal derfor nu videre til de regionale mesterskaber i København den 1. oktober og har her chance for at kvalificere sig til Danmarksmesterskabet i Fredericia i februar. Men umiddelbart var det nu mest det faglige udbytte af konkurrencen, der betød noget for dem.
"Det var vildt spændende at være med til, og vi føler virkelig, at vi har lært noget om vores fag, som vi kan bruge videre i uddannelsen, og når vi skal ud og arbejde rigtigt," slutter de med et smil.

Deltagerne i konkurrencen skulle blandt andet hjælpe 73-årige og netop opererede Marie Hansen i sengen, spillet af en skuespiller. Foto: Steen Tue Bjerborg
Elevernes indsats i rollespillet blev ikke kun fulgt af dommerne, men også af andre elever og filmet og vist på storskærm. Foto: Steen Tue Bjerborg
Skuespillerne i rollespillet agerede så realistisk og plejekrævende, at eleverne måtte finde det bedste, de havde lært, frem. Foto: Steen Tue Bjerborg