Fortsæt til indhold

Mange flere skal elcykle

Sønderborg er en af fem danske byer, som sammen med Trafikstyrelsen er vært for en elcykel-konference

Samfund
Arkiv

Elcyklen er et billigt og let transportmiddel, der på en og samme tid minimerer trængslen på vejene og behovet for p-pladser og samtidig forbedrer sundheden og miljøet.
"Men der er plads til mange flere. Derfor håber jeg, at rigtig mange vil deltage i konferencen og høre om fordelene og mulighederne ved elcyklerne," siger borgmester Erik Lauritzen, som også byder velkommen til konferencen den 21. september på Biblioteket Sønderborg, hvor bl.a. repræsentanter for de frivillige sociale foreninger er inviteret.
Sammen med Trafikstyrelsen er det ProjectZero og Sønderborg Kommune, der står for arrangementet, som er gratis at deltage i og varer fra kl. 9.30 til 13.30.

Elcykel test

Deltagerne kan desuden glæde sig til spændende testresultater fra Det økologiske Råd, som har haft forskellige grupper til at prøve elcyklerne – fra kronisk syge og ældre til forretningsfolk og beboere i bakkede områder.
"Der er masser af fine og sjove solstrålehistorier imellem," lyder løfterne fra seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen, som kommer og præsenterer resultaterne og svarer på spørgsmål.
Også en elcykelbruger er på programmet for at fortælle om, hvordan elcyklen ændrede hendes hverdag.

Så nemt er det at oplade en elcykel.

Strategi og debat

Efter frokosten fortæller en repræsentant fra Sønderborg Kommune om kommunens strategi for at fremme cyklisme, og der lægges op til debat om, hvordan det kan lade sig gøre at få flere op på cyklerne og elcyklerne.
Når der pt. er stort fokus på elcyklerne, så hænger det bl.a. sammen med Det Økologiske Råds undersøgelse med 1.374 svar, som bl.a. fortæller, at 86 procent gerne vil cykle mere i hverdagen, at 66 procent har overvejet at købe en elcykel, og at 78 procent ville bruge elcyklen hver dag, hvis de fik stillet én til rådighed.
Ud over Sønderborg er det København, Aarhus, Odense og Aalborg, der er værter for elcykel-konferencerne. Når Trafikstyrelsens øjne faldt på Sønderborg som den femte værtsby for konferencen, skyldes det Sønderborgs i forvejen grønne profil, som ikke mindst ProjectZero tegner sig for.