Dyrk læsegruppe-wellnes i Ry
Er du til hygge med en god bog og elsker du at diskutere den med andre, så er læsegruppen i Ry et godt på bud. Her kan du forkæle dig selv med højtlæsning og bagefter diskutere det læste med de øvrige i gruppen.
Læsegruppens formål er at dele glæden ved god skønlitteratur og digte. Jacob Ulrich, som er cand.mag. i litteraturhistorie og Karen Thomsen, der er bibliotekar på Ry Bibliotek, vil sammen med gruppen finde tekster og digte at fordybe sig i.
Uanset om man læser meget eller lidt, er man velkommen i gruppen. Det særlige er, at det ikke kræver nogen forberedelse at være med. Der bliver læst højt. En novelle, et uddrag af en roman og et digt, og i samtalen er det ikke den litterære kunnen, men ens eget levede liv, der sammen med teksten er udgangspunkt for samtalen.
Gruppen mødes hver lørdag formiddag klokken 10.30-12.00 på Ry Bibliotek, første gange lørdag 12. september.
Det er gratis at være med og der er ingen tilmelding. Man behøver heller ikke deltage hver eneste lørdag, men kommer blot, når man har tid og lyst.
Har man spørgsmål til læsegruppen, kan Karen Thomsen kontaktes på karen.thomsen@skanderborg.dk