Fortsæt til indhold

Horsens’ ældste bygning bliver lys og moderne efter restaurering

Den årelange og tiltrængte istandsættelse af Vor Frelser Kirke er gået ind i sidste fase

Samfund
Annette Schmidt

Moderne trekantede vinduer af stål og glas. Nyt og nymalet pulpitur på orgelet, der er et galleri med plads til orgel, bænke eller stole på orgelet. Og snart et nyt og moderne alter.
Vor Frelser Kirke på Torvet i Horsens er i gang med sidste etape af den omfattende og mangeårige restaurering. Kirken bar præg af nedslidning samt tidligere istandsættelser, der havde givet et rodet resultat.
Denne gang foregår renoveringen efter en helhedsplan, der tager hensyn til helhedsindtrykket og samspillet med gammelt inventar.
Gennem det seneste år er bænkene blevet malet og renoveret, så de nu er behageligere at sidde på. Det farvede glas i kirkens mosaikvinduer blev udskiftet med klart glas i 2011. Hvælvingerne er rensede og nymalede. I taget er der på begge sider lavet vinduer af glas og stål. Alt sammen for at åbne kirken og kaste mere lys ind i kirkens rum.
Lige nu er det kirkens orgel, der står for tur. Menighedsrådsformand Henning Bindeballe Frederiksen fortæller, at orglet, der er det største i Horsens, virkede alt for dominerende til kirkerummet.
“Underdelen på orglet bygges om, hvorefter det males, så det falder naturligt ind i omgivelserne,” siger han.
Det tager tid at nedtage alle orglets mange piber, og Henning Bindeballe Frederiksen forventer, at arbejdet med orgelet er færdigt om tre til fire måneder.

Det følsomme punkt

Derefter er det planen at gå i gang med at bygge en svalegang oppe under loftet, hen over korbuen, som er forreste del af alteret. I begge sider af kirken har håndværkerne åbnet to gamle huller, der kan føres tilbage til middelalderen. Det er meningen, at kirkens kor skal benytte svalegangen, da det giver nem adgang fra den ene side af kirken til den anden. Under svalegangen bliver der ophængt et stort og moderne lærred, som skolebørnene kan benytte. Kirken må følge med tiden og med skolereformen.
Moderniseringen af selve alteret, der forventes påbegyndt efter jul, har været kilde til stor diskussion blandt Horsens-borgerne.
“Der er mange følelser involveret i sådan en gammel kirke, som folk har benyttet i mange år,” siger Henning Bindeballe Frederiksen.
Alligevel er der lagt op til total modernisering og nytænkning, når alteret renoveres. På menighedsrådsmødet den 27. august blev det vedtaget med 13 ud af 17 mulige stemmer at udskifte det gamle alter med et helt nyt, der udføres af billedhugger Erik Heide.
“Det bliver i hvert fald stort og moderne,” siger arkitekt Mogens Svenning, der står for renoveringen, mens han med hånden former en bue hen over alteret.
Det er planen, at kirken, der har været lukket under renoveringen, åbner igen første søndag i advent.
“Den store indvielse med biskopper og hele molevitten bliver først, når alteret er færdigt, hvilket der vil gå yderligere en tre måneder med efter jul,“ skønner menighedsrådsformanden.
Renoveringen forventes at løbe op i 13,5 millioner kroner.

Menneskeknogler, fundet under udgravningen af kirkens gulv, lægges tilbage under kirkens gulv inden de dækkes til,