Revy inde og ude

Det var en fredag aften for et par uger siden, og solen hang venligt over bakkerne inde over Vejle, og historien tager en drejning fra datid til nutid.
Det er det man kan, når man skriver. Ændre tidens gang med et pennestrøg. Så denne fredag kan vi se Bølgen og den nye havnefront putte sig i modlys, alt mens varmen tager armbøjninger over Skyttehuset.
Den smukke gamle park, der stikker ud i fjorden, viser sig fra sin mest solrige og venlige side. Ude på fjorden sejler en sejlbåd forbi med retning den store vide verden, men hvorfor?: Verden er jo lige her.
Lige her ved kanten af fjorden og skoven og bakkerne.
Vi skal se revy denne aften, for det er sidste aften i år med Vejle Kabereten, og mens vi venter på at spotlyset tændes over de dygtige amatørskuespillere inde i Skyttehusets sekskantede hus, er livets revy startet ude i parken.
Et ungt par har tændt grillen, og ligger på græsset og kigger ud over fjorden. En familie hopper rundt på de store sten i strandkanten. Oppe på græsplænen har en flok teenager samlet sig, og spiller fulde. Åh, kan I huske den tid, hvor man var så ung, at man troede man var voksen og sej, bare fordi man var lidt fuld. De er nu søde nok, som de vralter rundt ved den udendørs scene og de hvide bænke.
Længere væk er en flok unge mænd i gang med lege med den elskelige runde tingest, man kalder fodbold.
Livet går sin stille gang i sommervarmen men der er også plads til det uventede. Ved legepladsen med den lange rutchebane (så lang er den nu heller ikke, men det syntes jeg som barn) sidder en flok kvinder med muslimsk baggrund. Kun kvinder, og de snakker alt mens de ryger vandpibe.
En eksotisk og uventet oplevelse en varm sommeraften i Skyttehuset, der lige i denne stund minder lidt om en park i Istanbul.
Eksotisk oplevelse er måske for meget sagt om den revy, vi langsom tøffer ind for at se. Klokken er otte, og det er tid til tæppet skal gå, og revyen går i gang. Og som det sig hør og bør er Vejle kaberaten lokal-forankret, og vi kommer selvfølgelig ikke udenom Vejle som cykelby, togbroen, borgmesteren og så videre.
Og Tulle. Gode gamle Tulle fra Thyregod er selvfølgelig med, eller det er han nu nærmere kun lidt fra sidelinjen, for Inge Poulsen laver en forrygende parodi på Pia Kjærsgård, der er nu noget så stolt af hendes Tulle.
Vi får også besøg af Prins Henrik i første akt og Dronning Margrethe i anden akt, og det pudsige og geniale er, at det er den samme mand, der spiller begge roller. Han hedder Michael Schrøder og ganske som de andre på holdet, klarer han det forrygende. Amatører, javel, men på højt og fint niveau. Vi er godt selskab herinde foran scenen.
Godt selskab er der også masser af på menukortet i haven udenfor. Det kan godt være, at parken har fået konkurrence de senere år af både Byparken og Mariaparken, men Skyttehuset, du gamle charmetrold, du kan stadig svinge hofterne.
Solen er ved at gå stille ned over bakken til Uhrhøj, og Skyttehuset skifter form fra sommervarm park til en halvkølig en af slagsen.
Men livet går stille videre, selvom vandpiberne er tømt for røg, og de fulde teenagere har skiftet legeplads.
Gode revyer og sommeraftner skal skrives med en blanding af dybde, overraskelser og mange smil.