Se Henrik Andersens skrig og gipsbandage
Klenodie fra fodboldsommeren over alle somre kan ses i Megascope Biografen i Horsens
Skrig, smerte og fodboldnostalgi samlet i en skulptur. Det er, hvad den lokale Horsens-kunstner Frank Buchgraitz har kreeret med tanke på, at der skal komme noget godt ud af noget skidt.
“Jeg ville samle gipsbandager fra fodboldspillere, lave dem til kunstværker og få noget godt ud af alle de skader,” fortæller Frank Buchgraitz.
Sommeren 92
Landsholdsspiller Henrik Andersen river sin knæskal løs under EM-semifinalen i 92 og sender et sylespidst smertensskrig ud til familien Danmark, der krymper sig ved tv-skærmene ved synet af den deforme knæskal.
Europamesterskabet kommer i hus og fodboldeuforien buldrer hen over det lille land, hvis landshold gjorde det umulige muligt.
Mens danskerne lægger sig fladt ned med smittefarlig fodboldfeber, sidder den fodboldglade kunstner Frank Buchgraitz hjemme i Horsens og får en ide.
“Jeg går selv med benet i gips efter en omgang oldboysfodbold i Søvind. der ikke faldt heldigt ud. Jeg trådte på bolden, i stedet for at sparke til den, og brækkede benet,” fortæller han med et varmt glimt i øjet og et stort smil under det grå overskæg.
“Jeg kontakter Henrik Andersen, og spørger, om jeg må hente bandagen for at lave den skulptur,” fortæller Frank Buchgraitz.
Et fint snit
Sommeren 92 går på hæld, da Henrik Andersen i august får klippet den gule glasfiberbandage. Frank Buchgraitz er med på Lægeklinikken i Brøndby og overværer klipningen.
“Der tages hensyn til, at jeg skal bruge bandagen, så den skæres af med et fint snit, der ikke ødelægger hverken den eller Brian Laudrup eller Flemming Povlsens autografer, der stadig anes på skulpturen.”
Det bliver til den skulptur, der nu står udstillet i Megascope biografen på Holmboes Alle i Horsens, mens filmen 'Sommeren 92' er på plakaten.
Bandagen står på tynde metalsøjler og symboliserer den pokal, landsholdet vandt. Nederst ses fire sorte ansigter. En tro kopi af Henrik Andersens åbne mund, da knæet vrider rundt og skriget rammer danskerne lige midt i klaphatten. Soklen er en collage af datidens avisudklip.
Franz Buchgraitz har interesseret sig for fodbold i mange år. Firserlandsholdet og de spændende personligheder fra dengang har en helt særlig plads.
“Jeg har malet Preben Elkjær, der efter et brændt straffespark gik med et stort hul i buksebagen. Det hænger nu hjemme på Elkjærs væg.”