Indehaver med 20 års erfaring
’Kreativ Leg’ er navnet på ny butik på Gåseagervej i Egå med erfaren indehaver
40-årige Jeanette Andersen har efter en årrække som butikschef i blandt andet Buddy Legetøj i Veri Centret nu taget springet som selvstændig.
“Jeg har næsten ikke lavet andet end at stå i butik, siden jeg var færdig med efterskole, og med fire barselsorlover har jeg efterhånden 20 års butikserfaring med salg af tøj til børn og legetøj. Så nu tænkte jeg, det var på tide at prøve livet som selvstændig af, inden jeg bliver for gammel,” siger hun med et efterfølgende smil.
Butikken ligger på Gåseagervej 12 A i Egå i VVS Ekspertens tidligere lagerlokaler, og den er blevet døbt 'Kreativ Leg'.
Mit udvalg består både af legetøj og hobbyartikler, så kundegrundlaget er bredt,” siger Jeanette Andersen, som så småt er ved at få fat i en del kunder her ved skolestart.
Travlt om eftermiddagen
Jeanette Andersen har også planer om at holde Brio-arrangementer og stå for konkurrencer med Mandala malerbøger
“Butikken her har en kanon-beliggenhed, og jeg har især travlt om eftermiddagen, når folk er på vej hjem fra arbejde,” fortæller butiksejeren, der selv bor i Nimtofte på Djursland og har 25 minutters kørsel til og fra butikken.
En opstart af en butik giver ikke økonomisk overskud i de første måneder, men det er naturligvis målet.
“Mine forventninger er selvfølgelig at kunne leve af det på sigt, og jeg håber, at jeg skal ud og ansætte folk, når julehandlen begynder, og så er der forhåbenlig endnu flere, der har fået øje på min butik herude,“ siger den nyslåede butiksejer.