Sømandshjem og grillbar må flyttes
Kommunen flytter tre Aarhus-institutioner for at skabe ’Rekreativ forbindelse Nord’
Man kan, som mundheldet siger, ikke lave omelet uden at smadre et æg, og der er da også flere Aarhus-institutioner, som må vinke farvel til deres beliggenhed.
Det drejer sig blandt andet om Aarhus Sømandshjem, som også huser Aarhus Crossfit, og grillbaren 'Havnens Perle'.
Peter Lerdrup er tredjegenerationsindehaver af 'Havnens Perle', som har ligget på Aarhus Havn siden 1962.
“Den plads, vi flytter hen til, er vores gamle plads igennem 45 år. Det er en drømmeplads, og den er vi rigtigt glade for. Men vi er dybt bekymrede for fremtiden, når kontrakten løber ud om få år, “ fortæller Peter Lerdrup.
Aage Christensen, som er formand for sømandshjemmet, er dybt frustreret over situationen.
“Det er vigtigt for os at ligge i nærheden af havn og by, så søfolkene får en fornemmelse af, at de kan lægge trummerummen fra skibet bag sig. Vi forsøger nu at finde noget tilsvarende, for det er alfa og omega for de 3-4.000 søfolk, som besøger os om året,” siger Aage Christensen og fortsætter:
“Det er et kæmpe problem, som kommunen giver os, og det er ærgrerligt, at man eksproprierer os på grund af en cykelsti, som sagtens kunne gå udenom. Det er trist, at kommunen tromler os på den måde, og det er en grotesk og uanstændig erstatning, man har tilbudt os.”
Områder forandrer sig
Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), håber på at finde en løsning.
“Vi er jo i dialog med 'Havnens Perle' om at finde en ny placering. Sømandshjemmets kompensation skal for en uvildig dommer, og det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke har kunnet blive enige,” siger rådmanden og tilføjer:
“Det er klart, at der er ting, som forandrer sig i takt med at området forvandler sig fra havn til bykvarter, men jeg synes at historien har været positiv indtil videre. Jeg tror, der bliver masser af muligheder for at drive butikserhverv på Aarhus Ø i stueetagerne, så vi ikke får en soveby.”