Færre jyske villaer til salg
Er du på boligjagt i det jyske hovedland, er der 1500 færre boliger at vælge imellem i forhold til sidste års antal. Sundhedstegn siger boligøkonom om udviklingen
Uddvalget af jyske villaer til salg skrumper ind. Det viser nye tal fra boligsiden.dk. I april var der 21.895 villaer til salg i Jylland, hvilket er 1.548 færre end på samme tidspunkt sidste år. Det er det laveste antal jyske villaer med 'Til salg'-skilt i forhaven i flere år.
Stigning i handler
Faldet i udbuddet er dog ikke direkte skidt, faktisk kan det tolkes som et tegn på en positiv udvikling på boligmarkedet. Det mener Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom ved Nordea.
“Det faldende antal villaer til salg tolker jeg positivt, for vi ser samtidig at handelsaktiviteten er steget – hvilket det også gjorde sidste år. Så det er et tegn på en bedre balance mellem købere og sælgere; det er ikke længere købers marked,” siger Lise Nytoft Bergmann.
Dog fastslår hun, at der selvfølgelig skal tages forbehold i og med, at der er væsentlige forskelle på områderne, alt efter hvor i Jylland man ser på boligmarkedet.
Stadig meget til salg
“Der er selvfølgelig forskel på, om det er i Trekantsområdet eller længere ude i de forskellige områder. Her er der stadig steder, hvor der er meget til salg, også meget attraktive boliger til fornuftige priser, men hvor køberne bare ikke er,” siger Lise Nytoft Bergmann.
Man skal ikke længere tilbage end til 2011, hvor antallet af boliger til salg var rekordhøjt. Siden har flere forskellige samfundsøkonomiske faktorer sendt boligmarkedet i en helt anden retning. Det vurderer Henrik Løvig, der er administrerende direktør i BoligPortal.dk
Sundere boligmarked
I lighed med Lise Nytoft Bergmann ser han også positivt på udviklingen og tror på boligmarkedet – også i yderområderne.
“Beskæftigelsen er steget og renten er faldet mærkbart. Det er to afgørende omstændigheder, der er med til at skabe et langt sundere boligmarked. Flere har fået en fast lønindkomst i stedet for en overførselsindkomst, og samtidig har de også fået lavere renter og kan derfor låne mere i banken. Det skaber en langt større efterspørgsel, som vi ser konsekvenserne af nu,” siger Henrik Løvig og understreger, at der fortsat er masser af boliger til salg i Jylland:
“Godt nok har familier på boligjagt i Jylland nu væsentligt færre boliger at vælge imellem end på samme tid sidste år. Men selv om antallet har faldet i en længere periode, så skal vi huske, at det kom fra et rekordhøjt antal, så der er stadig mange muligheder på markedet,” siger Henrik Løvig.