Facebook fjerner de unge fra gaderne?
Natteravnene i Hammel overvejer deres fremtid.
Mere end 30 personer er tilknyttet Natteravnene i Hammel. Men nogle af dem er lidt trætte af det, når der ikke er noget for at lave. Efter at Diskotek Dizz lukkede i sommerferien, er det blevet sværere.
”Før i tiden var der samlingssted ved diskoteket for de unge. Mest på fredage. Da vidste vi, hvor vi skulle lægge vores ruter. Nu er der ikke unge mennesker på gaden i Hammel, så vi er ikke ude hver fredag. Kun når vi har fået et tip om, at noget skal ske,” fortæller formanden Bent Vistisen, som har været med fra starten for mere end 13 år siden.
Formanden har svært ved at give en forklaring på fænomenet. Han er ikke i tvivl om, at der stadig festes, men at det foregår under private former.
Udveksler lidt med Hadsten
”Der måtte godt være mere i Hammel, der kunne gøre de unge mere aktive. Noget til eksempelvis skaterne. De skal ud og møde hinanden. Det kunne se ud til, at det er facebook, der bestemmer, hvad man skal lave om en halv time.,” mener Bent Vistisen.
Natteravnene laver en turplan og sørger for at være med, når der sker noget. For eksempel et hestemarked eller en Open Air. Og det er også sådan, af natteravnene i Hammel og Hadsten hjælper hinanden til de store arrangementer.
Hvad skal der ske?
Alle Hammels Natteravne er indkaldt til møde 22. september for at snakke om fremtiden.
”Der er flere muligheder: En af dem er at fortsætte som nu. Den har jeg ikke tiltro til.
En anden er at lukke det hele. Så vi skal gerne have fundet en form mellem de to,” mener formanden, der også opfordrer andre, der har gode ideer eller er ildsjæle til at tilmelde sig til mødet via ham.