Fortsæt til indhold

Hemingway’s er for de voksne

Snart åbner et nyt sted i Horsens, hvor det voksne publikum kan gå i byen og danse til de lyse morgener

Samfund
Lotte Gyldenvang

Gin i rigelige mængder mødes med tonic, og vinmenuen er allerede på plads.

På Hemingway's i Horsens bliver der ingen tvivl om, at det er det mere voksne publikum, som går ind ad døren, når det nye dansested og bar åbner på Hejmdalsgade fredag den 18. september.

“Siden vi ombyggede Crazy Daisy til Mad Americans for omkring et år siden, har vi tænkt over, hvad den tidligere Rock og Rul bar kunne bruges til. Vi mener, at Horsens mangler et sted, hvor alle dem, der som os selv for længst er fyldt 25 år, kan gå i byen og more sig. Det får byen nu,” lyder det fra Jens Mikkelsen, medejer af Mad Americans og nu også Hemingway's.

Ikke et nyt Crazy Daisy

Daglig leder af det det nye gå-i-byen-sted bliver Søren Bryder, der har været i branchen i otte år, primært bag baren på Crazy Daisy i Horsens.
Og for lige at slå det helt fast, så har det tidligere Crazy Daisy og nu Mad Americans intet med Hemingway's at gøre.

“Jeg er medejer af begge steder, men der bliver så absolut lukkede døre mellem de to barer, der også får hver deres indgang. Så på den vis, har de to steder intet med hinanden at gøre,” fastslår Jens Mikkelsen, mens de to garvede DJ's og bartendere er i fuld gang med ombygningen af baren og tænker højlydt over, hvordan behovet for byture ændrer sig med alderen.

“Som 18-årig stod vi i kø foran diskoteket længe før, de åbnede. Vi havde været til forfest, for i den alder handler det om at blive fulde. Det er ikke længere målet, når vi vil en tur i byen. Vi vil hygge os med et godt glas vin eller en cocktail, mens vi snakker med vennerne. At det så nogle gange ender med, at vi bliver fulde, sætter slipset i panden og danser på bordene, er en anden side af sagen”, fortæller 38-årig Jens Mikkelsen, der som mange andre på hans alder er gift og har børn.

“Men derfor vil vi stadig gerne en tur i byen ind imellem,” forsikrer han.

Frygter ikke tomt dansegulv

Selvom det voksne publikum ikke går i byen hver fredag og lørdag, frygter de ikke et mennesketomt Hemingway's.

“Vi ved, at vores målgruppe har andre prioriteter end byture. Men vi er overbevist om, at hvis tilbuddet om et ordentlig sted at tage i byen er der, vil det også blive brugt. Vi har allerede fået forespørgsler på firmajulefrokoster, så det tegner godt,” lyder det fra Jens Mikkelsen.

Søren Bryder glæder sig til at spille op til dans på dansegulvet, hvor der primært er 80'er og 90'er hits på anlægget.
“Det bliver fedt at byde voksne i Horsens og omegn velkommen til byens nye dansebar. Jeg er vild med at give folk gode oplevelser og gøre dem glade, så det er et privilegium at kunne åbne døren hertil hver fredag og lørdag,” siger Søren Bryder.

Der vil være gratis entré både fredage og lørdage.