500 anonyme alkoholikere mødes i Allerød
Engholmskolen er i næste weekend ramme om Anonyme Alkoholikeres landsmøde, der samtidig er Nordisk Møde
"Sikken en fest, der bliver på Engholmskolen." Sådan skriver arrangørerne selv om det landsmøde, der skal afholdes næste weekend på Engholmskolen i Allerød.
Men det bliver med sikkerhed uden alkohol, tør Allerød Nyt godt tilføje. For det er Anonyme Alkoholikeres Region Nordsjælland-afdeling, der holder landsmødet, der samtidig bliver Nordisk Møde i år, og det er forbeholdt 500 medlemmer af foreningen.
Også åbne møder
De i alt 40 møder, der skal afholdes i løbet af weekenden fra fredag aften til søndag eftermiddag, bliver dog ikke helt anonyme og lukkede alle sammen. Fire af møderne bliver såkaldt åbne møder, hvor alle andre er velkomne til at komme og se, hvad Anonyme Alkoholikere egentlig er.
Derudover vil der på Landsmødet og Nordisk Møde være møder for pårørende til alkoholikere. Det vil være i Al-Anon regi og i dens underafdeling Alateen, der, som navnet antyder, er et fællesskab for børn af alkoholikere. Og for ACA – voksne børn af alkoholikere – og RCA – (ægte)parrenes 12 trins-fællesskab, som Anonyme Alkoholikere selv skriver det.
Det komplette program for weekenden kan ses og downloades på www.aalandsmode2015.dk.