Pole fitness er smidighed - ikke stive stænger

Hun står langs polestangen. Kigger på den. Som Messi på en fodbold. Besnærende.
Jenyne Butterfly hedder hun. Hun smyger sig op ad polestangen. Kravler som et egeren fra bund til trætop. Legende let ser det ud.
Klap. Computeren lukkes, Youtube-videoen pakkes væk. Nu er det virkelighed. Omkring mig står min kæreste og ni piger fordelt ved hver deres polestang. I bare tæer og tights.
Jeg kigger på polestangen. Som Messi på en håndbold. Bekymrende. Gør klar til første sving.
“Pas på klokkeværket,” råber hun.
Stemmen tilhører Lia Damén. Stifter og formand i foreningen Pole Fitness Vejle.
Jeg forsøger. At passe på klokkeværket. Men det er svært. De springer på stangen, som magneter, der holder huskesedler på køleskabet. En huskeseddel til mig selv; tag skridtbeskytter på.

Stive stænger

Jeg tørrer stangen for sved. Sveden af panden. Lia vil have mig til at løfte svingbenet og lave et spin om stangen.
Svingbenet, tænker jeg. Hvad mon det betyder i fodboldtermer? Mener hun skudbenet? Det ben, som gennem 16 år har scoret utallige mål og nu er stivere end den stang, jeg skal svinge rundt om.
Lia nikker. Hun kigger blot på mig og spørger:
“Hvor svært kan det være.” Lia er instruktør på introtimen i pole. En time, hvor det grundlæggende læres.

Introtime med Lia

Lia Damén startede foreningen i december 2012, nogle år efter en bilulykke, der resulterede i, at hun i dag lever med smerter og ikke kan arbejde på normal vis.
“Træningen holder min krop i gang. Når jeg dyrker pole, koncentrerer jeg mig så meget, at jeg lukker smerten ude,” fortæller hun.
Hun dyrker sin passion. Underviser de øvede med samme gejst, som hun guider os, der fejlagtigt troede, at pole kun kunne efterfølges af et 'dance'. Os, der føler os en smule akavet.
“Vi griner med hinanden,” råber hun.
Ofte følger hun op med et:
“Er det ikke rigtig piger?”
Jeg nikker. Pigerne griner af mig.
Det må også se komisk ud. Som jeg forsøger at løfte min egen vægt og ligge vandret i luften som Jenyne Butterfly.

Succesfølelse

“Det fede ved pole er, at du træner hele kroppen. Det er en blanding af rå styrke og smidighed,” siger Lia Damén.
Hun har ret. Det er fitness tilsat teknisk finesse. Det er fitness med foreningssammenhold og bedre udsigt.
“Skat, jeg kigger altså ikke på hendes røv,” råber jeg.
Adskillige gange. Min kæreste kigger bare på mig. Så jeg kigger videre på Lia Damén. Følger hendes bevægelser. Stritter med tæer, svejer i ryggen, vrikker lidt med numsen.
Pigerne hujer. Alle ni. Pludselig er mine ben spredt som et 'V'. Hovedet hænger den gale vej. Røven er i vejret.
“Flot, Jonas,” råber Lia.
Tak, tænker jeg. Selvom om drengene i fodboldklubben ikke ville være stolte af mig.
Men jeg er stolt. Indtil jeg tænker på, at jeg skal ned igen.
Jeg forsøger at kravle som et egern fra top til træbund. Føler mig mere som en elefant. Forsigtigt, forsigtigt. Lander på ryggen, derefter ben, fødder, tæer. Kigger op på stangen. Som Messi på Maradona. Respekt.
Jeg er ingen Jenyne Butterfly. Pole fitness - det er svært. Hatten af.