Fortsæt til indhold

Politikere deler kondomer ud i Hillerød

Færre unge i Hillerød skal smittes med klamydia. Det er målet med kondomkampagne i uge 37 og 38

Samfund
Arkiv

For mange unge i Hillerød smittes med klamydia.
Det mener Hillerød Kommune, som igen i år støtter årets "Kun med kondom"-kampagne. Ifølge kampagnen smittes cirka 50.000 mennesker hvert år med klamydia, og de fleste af dem er unge mellem 16 og 25 år. De mange smittede viser, hvor vigtig oplysning om sikker sex er.
I Hillerød Kommune var der blandt hver 1000 unge 22 smittede i 2013. Det er for mange, mener Sundheds- og Socialudvalgsformand Christina Thorholm:
"Det er et alt for højt antal af de unge. Vi har tidligere år også deltaget i kampagnen, og vi vil igen i år gøre en indsats for at nedbringe den høje forekomst af klamydiasmittede unge i Hillerød," udtaler hun i en pressemeddelelse.

Gratis kondomer

Ubehandlet klamydia kan være skyld i underlivsbetændelse, ufrivillig barnløshed, kroniske underlivssmerter og betændelse i bitestiklerne.
Kampagnen løber af stablen i ugerne 37 og 38, hvor nogle af Hillerøds politikere deler kondomer ud rundt omkring i bykernen.
”Vi har modtaget en masse gratis kondomer og andet kampagnemateriale, som vi arbejder på at få sendt ud til ungdomsuddannelser og andre interesserede aktører, der har lyst til at hjælpe os med at udbrede budskabet,” fortæller Christina Thorholm.
Læs mere på facebook.com/kunmedkondom.