Det bliver lavet færdigt inden vinter
"Jeg kan godt forstå beboerne på Marienlyst, men vores entreprenør Jan Sommer vender tilbage i denne måned," siger Paul Sørensen fra Egedal Kommune
Beboerne på Marienlyst i Ølstykke må stadig kigge langt efter en færdiglavet bebyggelse.
Men ifølge sagsbehandler Paul Sørensen fra Egedal Kommune, så er der lys for enden tunnelen.
"Entreprenør Jan Sommer går i gang igen i denne måned. Vi forventer, at området er lavet færdigt inden vinter," siger Paul Sørensen.
Han erkender, at Jan Sommer startede arbejdet i starten af marts, men blev bedt at om stoppe igen ved månedens udgang.
"Han var igang derude, men fandt en masse fejl på kloakkerne. Nogle af kloakkerne renser ikke sig selv, mens andre ikke har den rigtige hældning. Det kunne vi ikke ignorere, så vi blev nødt til at stoppe arbejdet og få foretaget en tv-inspektion. Det har vi nu gjort, og da Egedal Forsyning overtager kloakkerne, så skal vi finde ud af, hvor mange kloakker der skal skiftes. Vi mangler kun få detaljer, før vi kan bede Jan Sommer om at gå i gang igen," siger Paul Sørensen.
Beboerne mener, at I og forsyningen er havnet i en tvist. Hvad siger du til det?
"Jeg vil ikke kalde det en tvist. Vi skal selvfølgelig finde en løsning med forsyningen, men det er vi også godt på vej til at gøre."
Tager fra garantisummen
Kan du forstå beboernes frustrationer?
"Ja, det kan jeg i hvert fald. De har været meget igennem, og derfor forsøgte vi også at finde en løsning med Knud Mark Jakobsen. Det lykkedes ikke, og så besluttede vi i oktober at tage fra hans garantisum, så vi kunne komme i gang derude, men vi er stadig bundet på hænder og fødder. Vi kan kun lave de ting, som blev aftalt fra starten - altså asfaltering, vejskilt og belysning," siger Paul Sørensen.
En opgave, som entreprenør Jan Sommer er mere end klar til at gå i krig med.
"Det var irriterende, at jeg blev bedt om at stoppe i marts, men kommunen kan bare ringe, når de har grønt lys, for så kommer jeg og laver det færdigt på tre-fire uger," siger Jan Sommer.