Fortsæt til indhold

To ud af tre bilister i Horsens står til bøde på 1.000 kroner

Om tre måneder får du bøde, hvis dine nummerplader ikke er skruet fast

Samfund
Jeppe Rafn

Selvom det om få måneder er lovpligtigt at fastmontere nummerpladerne med skruer, lever kun hver tredje lokale bilist i dag op til de nye regler. Det viser en ny undersøgelse fra Euromaster i Horsens.
Den 15. november bliver det lovpligtigt for person- og varebiler at have nummerpladerne spændt fast med skruer. En undersøgelse foretaget af dæk- og servicekæde Euromaster i Horsens viser, at som det ser ud nu, står to tredjedele af bilisterne i Horsens til en bøde på 1.000 kroner, når de nye lovkrav træder i kraft den 15. november.
“Vi har i løbet af 10 dage undersøgt 1.183 biler, hvor kun 392 af dem havde spændt nummerpladerne korrekt på. Det er under en tredjedel, hvilket er alt for lavt med november lige om hjørnet,” siger Jørn Eskesen, der er centerleder hos Euromaster i Horsens, i en pressemeddelelse.
Loven, der omfatter alle person- og varebiler, blev vedtaget i 2013, med en 24 måneders indfasningsperiode for at give billisterne god tid til at fastspænde pladerne.
Ifølge politiet stjæler tyve nummerplader for at skjule deres identitet. De nye regler er et forsøg på at dæmme op for den stigning i tyverier af nummerplader på landsplan, som også har ramt Horsens. Siden 2006 er antallet af tyverier mere end tredoblet.