500 flygtninge til Aarhus i 2015
Rådmand glæder sig over privat initiativ, da Aarhus i år tager imod 500 flygtninge
Aarhus Kommune ved med sikkerhed, at der kommer mindst 300 flygtninge og asylansøgere fra primært Syrien til Aarhus i 2015.
Men flygtningestrømmen stiger, og tallet bliver nok nærmere 500, vurderer rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Thomas Medom (SF).
Og spørger man selvsamme rådmand om, hvorvidt Aarhus er klar til det, er svaret negativt.
“Nej, er det korte svar. Men det bliver vi. Blandt andet skal vi i kommunen ansætte flere folk,” siger Thomas Medom.
Sidste år var Aarhus Kommune normeret til 89 flygtninge og endte op på 156. Der er dermed tale om en væsentlig forøgelse af antallet af flygtninge.
“Det er klart, at Aarhus skal være med til at løfte opgaven med at huse en af de største flygtningestrømme, vi har haft siden 2. verdenskrig. Og heldigvis følger der økonomi med fra statens side,” siger Thomas Medom.
Private hjælper til
Specielt i Aarhus og i hovedstadsområdet er kommunerne meget pressede med at finde egnede boliger, og derfor åbner regeringens nye aftale med KL op for, at også private kan tilbyde at huse flygtninge.
“Det er lidt sjovt, fordi det faktisk er et græsrodsinitiativ, der er startet her i byen, som nu bliver til lov,” siger Thomas Medom og henviser til et aarhusiansk ægtepar, der i oktober har startet 'Hus en Flygtning', hvor alle kan melde sig til at huse flygtninge.
Hvordan kommunen konkret vil føre en boligbørs ud i livet, er endnu uvist.
“Vi afventer Indenrigsministeriet i forhold til, hvordan det konkret skal føres ud i livet. Vi skal i hvert fald sørge for at få klædt både vores medarbejdere, værtsfamilierne og flygtningene på til en privat indkvartering,” siger rådmanden.
Er kommunen afhængig af, at private hjælper til for at kunne klare opgaven?
“Ja, det synes jeg, når så mange kommer hertil. Kunne kommunen selv finde boliger til dem? Ja, det kunne vi nok godt. Men heldigvis er der mange, der bidrager med ideer og gerne vil hjælpe, og det er boliginitiativet nok det stærkeste bevis på,” siger Thomas Medom.
Rådmanden understreger, at det ikke er alle flygtninge, som er klar til privat indkvartering:
“Nogle kommer hertil med så alvorlige krigstraumer, at det er en opgave, som kommunen klarer bedre. Men for mange kan en privat indkvartering være en god måde at starte op på.”