Fortsæt til indhold

God start for Zolutions i Næstved

Zolutions overtog i foråret Kontorforsyningen Næstved og har med flere nye tiltag - blandt andet en nyindrettet inspirationsafdeling - oplevet travlhed fra første dag

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Da Zolutions tidligere på året overtog Kontorforsyningen, med afdelinger i Næstved og Brøndby, var det ud fra en klar strategi om at bygge videre på et stærkt fundament, skabt af Kontorforsyningens mere end 60-årige historie.
Efter knap et halvt år er man hos Zolutions rigtig godt tilfreds med opstarten, som har budt på både tilgang af flere nye kunder og fastholdelse af forretningens tidligere kunder.
Hos Zolutions, som i dag samlet set tæller 45 medarbejdere, har man fokus på at skabe løsninger for kunderne, deraf navnet Zolutions.
Historisk set har man arbejdet med 4 områder i form af møbler, kopi og print, IT og kontorartikler og i den nye afdeling i Næstved har man nu indrettet et kontorsupermarked med en stor inspirationsafdeling, hvor kunderne også kan opleve hvordan indretningsløsninger til kontoret kan tage sig ud.
Her kan Zolutions' egne indretningsarkitekter på stedet rådgive kunderne, og give et visuelt billede af mulighederne, allerede i inspirationsfasen.
Noget kunderne ifølge Zolutions' ejer og direktør Ole Frydkjær, har taget rigtig godt imod.
- Vores nyindrettede inspirationsafdeling har haft travlt lige fra første dag. Målet var, at få flere kunder ind i butikken, og det er bestemt lykkedes, fortæller Ole Frydkjær og supplerer:
- Selvom mange kunder i dag også handler via vores webshop, er der altså fortsat mange som sætter pris på, at møde op selv og se og opleve produktet fysisk. Det gælder både erhvervskunder og de private kunder som har fået øjnene op for, at vi også sælger til private.
En anden gevinst ved at overtage Kontorforsyningen Næstved var, at man derved fik mulighed for at skabe én samlet logistikafdeling for alle firmaets 4 afdelinger, der nu findes i Nykøbing F., Næstved, Brøndby og på Bornholm.
- Vi har i mange år solgt kontormøbler til erhvervslivet og til det offentlige, og har længe ledt efter en base på Sjælland, hvor der også var plads til et samlet lager for koncernen.
Med åbningen af afdelingen i Næstved har vi kunnet centralisere hele logistikområdet i Næstved, og derfra varetage alle 4 afdelinger - det er en stor gevinst, fortæller Ole Frydkjær.
Sideløbende med Zolutions driver man møbelforretningen Art & Design i Nykøbing F, der byder på designermøbler fra øverste hylde som fx. Wegner, Fritz Hansen, Louis Poulsen m.fl. Forretningen henvender sig både til private og erhvervskunder, og ifølge Ole Frydkjær passer forretningen perfekt ind i firmaet.
- Mange gange ønsker erhvervskunder, at supplere kontorindretningen med eksklusive designermøbler. I den forbindelse er det naturligvis en stor fordel, at vi fra samme koncern også kan imødekomme ønsker inden for dét felt.
Dermed kan vi nemlig tilbyde totalløsninger, når kontoret skal indrettes - hvilket går helt i tråd med vores klare ambitioner for forretningen i sin helhed, slutter Ole Frydkjær.

Man har indrettet et kontorsupermarked med en stor inspirationsafdeling, hvor kunderne også kan opleve indretningsløsninger til kontoret.