Fortsæt til indhold

Sexperterne søger afløsere

Succes med Sexperter stopper, hvis ikke nye melder sig

Samfund
Anette Bonde

En gruppe af unge har gennem de seneste tre år tilbudt kommunens skoler at stå for seksualundervisningen. Det har været en stor succes, fortæller én af dem, Josefine Mandrup fra Sexperterne.
”De unge kan bedre stille spørgsmål til os, fremfor til deres lærere. Vi sender lærerne udenfor og lader de unge komme med alle deres spørgsmål.”
Undervisningen kører i samarbejde med bibliotekerne i Norddjurs, og undervisninger finder derfor også sted på bibliotekerne.

“Kun med kondom”

Sexperterne har netop kørt et forløb på Auning Bibliotek.
”I kan godt glæde jer,” lød det da også, da to 7. klasser krydsede hinanden i døren på Auning Bibliotek. Den første klasse havde lige været til seksualundervisning på biblioteket og mødte på vej ud den næste 7. klasse, der skulle til samme arrangement.
De i alt fire 7. klasser fra Auning Skole kom alle i løbet af dagen forbi biblioteket til undervisning i anledningen af ”Kun med Kondom” kampagnen.
”Kun med Kondom” er Sundhedsstyrelsens årlige kondomkampagne. Den er landsdækkende, og der foregår en masse forskellige initiativer landet over i ugerne 37-38 hvert år.
Sexperterne har undervist mange unge i kommunen gennem de sidste tre år, men nu er de frivillige på vej til andre ting, fortæller Josefine Mandrup.
Derfor er alle unge, der er interesseret i at overtage stafetten, velkomne til at kontakte Josefine på sexnorddjurs@gmail.com.