Fortsæt til indhold

Vanvittig kørsel med 16-årig pige i bilen

Samfund
Arkiv

En 21-årig mand fra Horsens kan forvente en hel stribe sigtelser efter natten til søndag at have kastet sig ud i en biljagt i sin sorte Audi med politiet.
“Han kørte som vild og tovlig,” siger vagtchef Bent H. Nielsen.
Biljagten foregik igennem vestbyen i Horsens og endte på Silkeborgvej ved golfbanen. Ingen kom noget til. Heller ikke den 16-årige pige, manden havde med i bilen.
Ifølge politiets oplysninger var den 21-årige tidligere på aftenen blevet standset i sin bil, hvor pladerne var blevet klippet på grund af en restance hos skattemyndighederne. Senere dukker han op i bilen igen. I mellemtiden har han sat andre, stjålne nummerplader på den. Så da han vinkes ind til siden, vil han ikke standse. Og så går den vilde jagt.
Til sidst giver han dog op og bliver anholdt. Han kan nu se frem til “en hel stribe sigtelser”, som politiet formulerer det. Blandt andet færdselslovovertrædelser som at køre over for rødt, køre i den forkerte side af vejen og for at køre den forkerte vej rundt i rundkørsel.