Ikke så enkelt at lave skoletiden om
Giv reformen lidt tid, lyder opfordringen til protesterende forældre fra Jens Mikkelsen (Soc.)
Forældres ønske om at korte skoletiden ned for de yngste er ikke nemt at opfylde for Albertslund Kommune.
Det siger Jens Mikkelsen (Soc.), formand for Børne- og Skoleudvalget, i en kommentar til forældre-aktionen "Kortere skoledage i Albertslund":
“Det er ikke så enkelt. Det brev der henvises til fra Undervisningsministeriet om at vi har lov til at ændre på folkeskolereformen, indeholder nogle forbehold, hvor hensynet til fritidslivet eller elever med særlige behov kan spille ind. Vi som kommune kan generelt ikke bare lave om på skoletiden", siger Jens Mikkelsen.
"Men det kan da ikke udelukkes, at der i enkelte klasser er elever der er særligt hårdt ramt, og så er det muligt for hver enkelt skole at søge kommnen om ændringer, hvis man skønner det nødvendigt.“
Jens Mikkelsen opfordrer samtidig forældrene til at give reformen lidt tid:
“Vi er kun i det første år, og det skal lige ordentligt i gang.”