Fortsæt til indhold

Kræver kortere skoledage

Især de mindste børn er for udkørte, lyder det fra forældre, der samler underskrifter og har oprettet Facebook-gruppe

Samfund
Finn Due Larsen

”Giv vores børn en lidt kortere, men bedre skoledag.”
Under den overskrift er en gruppe forældre i Albertslund gået i aktion for at få skåret skoletiden ned for deres børn.
De vil med en underskriftsindsamling og en Facebook-gruppe, "Kortere skoledage i Albertslund", forsøge at få de lokale politikere til at gøre den samlede skoletid mindre, og for de yngste i indskolingen helt konkret tre timer mindre på en uge.
” Folkeskolereformen har ændret vores børns liv markant. Nogle af ændringerne fungerer, andre gør ikke. For de mindste elever er skoledagen simpelthen blevet for lang. Der er for få personalekræfter i ydertimerne og børnene er udkørte. Samtidig fylder skoledagen så meget, at fritid og SFO-liv har nået en smertegrænse”, skriver Anne-Gitte Mathiasen, mor til tre børn på Herstedvester Skole og medlem af forældrebestyrelsen på SFO-Baunegården, i et debatindlæg, der kan læses i fuld længde her på albertslundposten.dk.

Reform god nok, men...

Hun forklarer til AP, at initiativet er opstået på SFO-Baunegården, men at det herefter har spredt sig til flere skoler. Der er i skrivende stund samlet 225 underskrifter ind, og der er kommet 282 likes på Facebook-siden.
Anne-Gitte Mathiasen forklarer videre, at protesten helt bevidst er rettet mod de lokale politikere - ikke Christiansborg-politikerne, som står bag folkeskolereformen. For reformen har forældrene ikke som sådan noget imod, det handler om at få byrådet til at udnytte mulighederne i reformen bedre.
”Reformen har mange kvaliteter, men de udnyttes ikke godt nok i Albertslund. Undervisningsministeriet har i et brev til alle kommunalbestyrelser fremhævet muligheden for, at skolerne kan få lov til at forkorte skoledagene, hvis der i stedet sættes to voksne – f.eks. en lærer og en pædagog – på i et tilsvarende timetal tidligere på dagen”, siger Anne-Gitte Mathiasen, og slår fast:
” Vi forældre i Albertslund ønsker at vores politikere udnytter denne mulighed. Og vi foreslår derfor, at politikerne forkorter skoledagen for indskolingen med i alt tre timer om ugen. Og ser rigtig gerne, at noget tilsvarende gøres på mellemtrinnet.”

Bedre fritid

For Anne-Gitte Mathiasen, der har børn på både indskoling, mellemtrin og udskoling, handler aktionen ikke kun om at give kortere dage til børnene, men også mere kvalitet:
”Vi mener det styrker kvaliteten i undervisningen, hvis både en lærer og en pædagog er tilknyttet. Det giver et bedre fagligt samarbejde og en bedre udnyttelse af ressourcerne.”
Som det er i dag, går Anne-Gitte Mathiasenss yngste datter på 7 år i skole til klokken 14 hver dag. Ved at skære tre timer væk henover en uge mener hun og de øvrige initiativtagere også, at børnene vil få bedre udbytte af SFO'en og fritiden i det hele taget.
Da budgettet for næste år er ved at blive forhandlet på plads og skal vedtages i byrådet 6. oktober, er forældrene ude i noget af et kapløb med tiden. Men det er man fuldt bevidst om:
”Vi vil til det sidste forsøge at få vores politikere til at lytte. Det bør de gøre, hvis de mener noget med, at Albertslund er en børneby”, siger Anne-Gitte Mathiasen.