Hinnerups fjernvarmepris er stadig en af de laveste
Prisen ligger hele 30 procent under landsgennemsnittet.
Af beretningen fra generalforsamlingen i Hinnerup Fjernvarme fremgår, at Hinnerup stadig ligger blandt de absolut billigste på varmeområdet.
Energitilsynets prisstatistik har nemlig beregnet for et gennemsnitshus i Danmark, at prisen for varmen er på 14.139 kroner. Hinnerups pris er på 9.881 kroner, så Hinnerup ligger mere end 30 % under landsgennemsnittet.
På generalforsamlingen fremgik, at brændselsfordelingen er på 17.149 tons halm, 4.949 tons flis og endelig 8.826 kubikmeter gas. Det betyder, at den brugte biomasse er på 99.5 % af varmeproduktionen.
Kobles til Hammel?
Beboere fra Foldby, Korsholm og Norring har forhørt sig om muligheden for at få varme fra Hinnerup.
Der vil derfor blive afholdt borgermøder i efteråret i de tre byer for at undersøge interessen.
Som på generalforsamlingen i Hammel Fjernvarme kom det i Hinnerup frem, at økonomien undersøges ved at forlænge Hammel-ledningen, der i forvejen går til gartneriet Knud Jepsen i Korsholm, videre til Hinnerup, så sommerens overskudsvarme i Hammel kan komme Hinnerup til gavn.