Fortsæt til indhold

Peugeot Risskov solgt til fynsk bilfirma

P. Christensen A/S har overtaget Peugeot Risskov. Ejerskiftet markeres med en reception på fredag

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Virksomheden P. Christensen A/S med hovedkontor i Odense har købt Risskov Auto Erik Graarup ApS – i daglig tale Peugeot Risskov.
”Der var flere attraktive bud på min bilforretning, men P. Christensen skilte sig især ud på grund virksomhedskulturen. P. Christensen A/S er også en familieejet virksomhed, der vil mere end blot være en ordinær bilforhandler. De repræsenterer de værdier og har den dynamik, der skal til for at føre forretningen videre. Det har også været afgørende for mig, at virksomheden fortsat bliver drevet i den samme ligefremme stil, som vi altid har stået for. Det gode arbejdsklima smitter af på vores kunder,” fastslår den hidtidige ejer Erik Graarup i en pressemeddelelse.
Ifølge Peter Christensen, der er indehaver af og administrerende direktør hos P. Christensen A/S, er der ingen revolutioner på vej i Risskov:
”Virksomhedskulturen ligger fast, og i store træk bliver det 'business-as-usual' på Ravnsøvej. Risskov Auto er en attraktiv og veldrevet virksomhed med en sund økonomi. Ellers ville den ikke være interessant for os. Og jeg har allerede oplevet, hvordan samtlige 26 medarbejdere er ildsjæle og brænder for Peugeot. Så bliver der behov for at gøre noget anderledes fremover, vil det ske i form af en evolution og ikke en revolution. Men vi vil selvfølgelig trykke speederen i bund, som vi plejer,” siger han.
Han oplyser, at købet af Risskov Auto er en del af P. Christensens vækststrategi og vil styrke Peugeots position i Aarhus yderligere. Allerede i dag står Risskov Auto for salget af næsten hver tiende af samtlige personbiler i området.
“Det i sig selv er imponerende. Og med Peugeots mange nye, attraktive modeller in mente tror vi på en fortsat fremgang hos Risskov Auto,” siger Peter Christensen.
Erik Graarup har været automobilforhandler siden 1974 og blev med Risskov Auto Erik Graarup ApS autoriseret Peugeot forhandler i 1984. Virksomheden sælger og servicerer nye og brugte Peugeot person- og varebiler og har siden 1995 haft til huse i et 4.000 m2 stort bilhus på Ravnsøvej i Risskov. Bilhuset er for nyligt blevet opgraderet med Peugeots internationale Blue Box facade-koncept.

Reception på fredag

Der vil blive ”goddag og farvel” reception for kunder, leverandører og venner af huset på fredag 18. september klokken 13-17 hos Peugeot i Risskov.
P. Christensen a/s er også autoriseret Peugeot forhandler i Kolding. Firmaet er derudover Danmarks ældste autoriserede Mercedes-Benz forhandler med afdelinger i Odense, Kolding, Rødekro og Padborg. Kolding-afdelingen råder over Nordeuropas største Mercedes-Benz bilhus og en nybygget Peugeot Blue Box forretning, som også er kvalificeret som Peugeot Professional forhandler. P. Christensen beskæftiger efter købet af Risskov Auto nu 236 medarbejdere.