Fremtidens håndværkere og gamle håndværkstraditioner
Byggevirksomheden KOPP Sorø A/S tager gladeligt unge lærlinge ind og sikrer dermed at stolte håndværkstraditioner føres videre.
UDDANNELSE KOPP Sorø A/S's indehaver Lars Mouritsen er glad for at firmaets lærlinge har mulighed for at lære nogle af de gamle håndværksteknikker.
- KOPP Sorø A/S holder stolte håndværkstraditioner i hævd og vi har senest arbejdet med bl.a. restaureringer på Dragsholm Slot, Sorø St. Ladegård, Falkensteen Gods, Kragerup Gods, Slangerupgaarden Ringsted, Sorø Akademi og Lynge Præstegård.
Lars Mouritsen fortæller, at firmaet har opbygget byggeteams med faglærte murere og tømrer og lærlinge som arbejder sammen firmaets snedkere og naver.
- Det fungerer rigtig godt, og de unge får en grundlæggende viden om forskellige konstruktioner og materialernes styrke. Lærlingene lærer at bygge noget fra bunden med helt særlige teknikker og materialer, og bliver faktisk rigtig stolte over at levere et flot stykke arbejde, siger han.
Krav til høj faglighed
Til sådanne opgaver efterspørger kunderne høj faglighed og krav til tekniker og det samme gælder de opgaver, hvor Kulturstyrelsen er med som byggerådgiver. Dennis, som er voksenlærling hos KOPP Sorø A/S, har været med til restaureringen af Falkensteen Gods, hvilket gav ham nye udfordringer:
- Det var rigtig spændende. Der skulle vi jo bruge gamle håndværksmetoder. Eksempelvis skulle vi bruge ægte mørtel til byggeriet, dvs. uden cement, fordi cementen gør, at kalken ikke binder. Hele tiden var der de her ting, som vi skulle være opmærksomme på, fortæller han.
Netop detaljerne i håndværket og kravet til den høje faglighed er noget, der tiltaler Dennis, som har udsigt til at blive i virksomheden, hvilket han er meget glad for. Han er stolt over at have oparbejdet unikke kompetencer i arbejdet med de smukke, historiske bygninger.
Fremtidens håndværk
Mange håndværksvirksomheder oplever at kravene bliver stadigt større. Uanset om der er tale om en udskiftning af flere hundrede vinduer i en etageejendom eller om det er en fredet bygning, som skal restaureres, så skal det udføres billigst muligt.
Ifølge Lars Mouritsen skal fremtidens håndværker være alsidig.
- Hvis man skal være konkurrencedygtig uden at gå på kompromis med kvalitet, er der ikke plads til tidspilde eller overraskelser fordi man ikke har faglig indsigt. Skal vi som danske byggevirksomheder bevare vores konkurrenceevne, skal vi uddanne vores håndværkere til både at arbejde effektivt og alsidigt. Sådan vil dansk håndværk også stå stærkt rustet til at imødegå konkurrencen udefra. vurderer Lars Mouritsen.