“I år kommer vi til at lave meget mere mousserende vin”
Årets højdepunkt for vinbonden står for døren. Snart skal der plukkes druer
“Sidste år var det helt vildt. Store, saftige, søde klaser. Det var et rekordår. Sikke en sommer.”
Vinbonden Kim Madsen kigger ud over marken, retter blikket mod himlen og trækker på skuldrene.
“En god sommer påvirker naturligvis kvaliteten og mængderne. I år har den danske vækstsæson været mere normal, så kvantitetsmæssigt kan vi ikke hamle op med sidste år. Vi har måske kun 50 procent af, hvad vi havde sidste år,” siger Kim Madsen.
Mange af landets vinbønder brokker sig. Men på vingården Thuesensminde på Skærbækvej er humøret ikke så ringe endda. Med 26 forskellige druesorter er der altid mulighed for at vælge en anden vintype end sidste år. Vejret bestemmer, og vinbonden tilpasser sig.
“Hos os er sommeren ikke decideret dårlig. Vi tynder ud i klaserne, så der kun er de gode tilbage. Vi tynder kraftigt ud, måske 50 procent, så planten skal bruge sin kraft på færre druer. Så får vi god kvalitet. hellere lidt, men godt.”
Når solen gemmer sig er det ikke muligt at opnå et naturligt højt sukkerindhold.
“Når vi får råvarerne ind i vores produktion, må vi så vælge at fremstille den type vin, som passer til råvaren. Vi kommer med stor sandsynlighed til at lave meget mousserende vin i år, altså mange bobler. Mousserende vin kræver nemlig ikke så meget naturligt sukker i druerne. Den er jo ofte lidt syrlig,” forklarer Kim Madsen, der regner med 'nogle tusinde' flasker mousserende vin.
“Vi kommer nok ikke til at lave så meget rødvin. Fokus bliver på de lidt lettere vine, og vores dessertvine - 'is-vine', hvor vi fryser druerne. Vi skal dog bruge måske dobbelt så meget til frysning på grund af det lave sukkerindhold. Ellers får vi ikke den samme søde vin.”
3-4 uger bagefter
Sidste år var høsten i fuld gang på denne tid. Vinbonden plukker en drue.
“Prøv lige at smage denne her.”
Druen er ikke stor, og den er sur som en citron.
“Sidste år var den sød på denne tid. I år kan vi først høste den om 3-4 uger. Så langt er vi bagefter.”
Der skal dog ikke et stort vejrskifte til.
“En smule varme her sidst i september, og en god tør oktober. Så skal du bare se. Så går det hurtigt med modningen.”
Modavi, som virksomheden hedder, har næsten 9.000 vinstokke fordelt på to vingårde: Thuesensminde på Skærbækvej og Lindely i Sdr. Vilstrup. Modavi står for moderne dansk vin.
“De stokke jeg plantede for fem år siden begynder at blive så store, at de skal beskærres og klippes. Der går tre år, inden planterne kommer i produktion første gang. Så der går faktisk fire år fra man planter, til man har den første flaske vin. Næsten alle vores vinstokke er i produktion,” fortæller Kim Madsen, der understreger, at vingårdene kun producerer kvalitetsvin - i år blot færre mængder.”
“Man kan jo kun snyde forbrugeren en gang. Og så kommer vedkommende ikke tilbage.”
Det er muligt at booke et besøg med tilhørende rundvisning. Der er også mulighed for smagninger. Kontakt: mail@modavi.dk