Sammenligningens urolige tanke

En lilje stod ved en lille kilde omgivet af andre småblomster. Og den var skønnere klædt end Salomo i al hans pragt. I øvrigt var den sorgløs og glad, som dagen var lang. Men en dag fik den besøg af en lille fugl, som kom igen dagen efter, men så blev væk i flere dage for pludselig at dukke op igen. En lunefuld fugl, som liljen forelskede sig håbløst i.
Men fuglen glædede sig ikke over liljens umiddelbare skønhed. Den følte i stedet trang til at prale af dét, som den besad, og som liljen måtte undvære. Nemlig friheden til at flytte sig. Og den forsømte ingen lejlighed til at fortælle om de mange spændende ting, den oplevede, og ikke mindst om de langt prægtigere liljer, som den havde set. Og ofte lod den sine beskrivelser munde ud i en ydmygende bemærkning om, at den lille lilje i sammenligning med dem knapt fortjente betegnelsen lilje.
Så blev liljen bekymret. Den følte sig fængslet og bundet og syntes nu, at kildens rislen var kedsommelig at høre på.
"Det her er ikke et sted for en lilje," tænkte den, og drømte om at blive som en af de prægtige liljer, som fuglen havde fortalt om.
Til sidst var liljen så bekymret og forgræmmet, at den bad fuglen hugge dens stilk over og flyve den et andet sted hen. Til et bedre selskab og en mildere skæbne. Og allerhelst hen for at blive plantet blandt de liljer, som den ud fra fuglens beskrivelser beundrede så meget.
Under flyveturen visnede liljen.
Det er Søren Kierkegaard, der er ophavsmand til den lille fortælling om liljen og fuglen. Fuglen kalder han for "Sammenligningens urolige tanke."