Fortsæt til indhold

Pinligt at be' fyren om at bruge kondom

Samfund
Arkiv

Horsens Kommune deltager i denne uge og næste i den landsdækkende kampagne 'Kun med kondom', der skal få unge til at bruge kondom for at undgå sexsygdomme. Projektet Sund By deler gratis kondomer ud på uddannelsesinstitutioner og i butikker og opfordrer til at tage både til sig selv og sine venner.
Der er nemlig fortsat en høj forekomst af sexsygdomme hos unge under 25 år. Kun med Kondom-kampagnen er en mulighed for at fortælle om kondomets mange fordele. Unge i alderen 18-25 år undervurderer nemlig risikoen for at blive smittet med en sexsygdom med 70 procent. Det viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen fra 2013. Samtidig svarer knap hver 3. pige, at de finder det pinligt at foreslå brugen af kondom.
Temaet for årets kampagne er ”Pas på dine venner”. Kampagnen sætter fokus på, at man kan hjælpe sine venner på mange måder, blandt andet ved at sikre, at vennerne har et kondom, når de har brug for det.
Sund By samarbejder også med Sundhedsplejen. Sundhedsplejerskerne tilbyder igen i år at besøge kommunens 9. klasser for at sprede budskabet om brugen af kondom som forebyggelse af sexsygdomme. På den måde får eleverne kendskab til brugen af kondom – måske allerede inden de er seksuelt aktive.