Grøn købmandsbutik på nettet scorer nye erhvervskunder
Den økologiske webshop PureGreen.dk oplever stor tilgang af erhvervskunder
At signalere sundhed og bæredygtighed er signaler, der i stigende grad er blevet in blandt de lokale erhvervsvirksomheder. Det oplever Helle Kloster fra Tebstrup, der de seneste tre år har drevet web-købmandsbutikken PureGreen.dk
“Jeg oplever, at mange flere virksomheder er blevet bevidste om, at de gerne vil have en grøn profil. Det er noget man prioriterer. Det signalerer, at man både bekymrer sig om både sundhed og miljøet, og det er en klar trend i øjeblikket,” konstaterer hun.
“Da jeg startede var min kundeportefølje 100 procent private kunder, men i år forventer jeg, at erhvervskunderne vil tegne sig for cirka 30 procent af omsætningen.”
Det er især firmagaver og forplejning til møder, virksomhederne køber hos Helle Kloster, der har 4.000 økologiske varer i sit sortiment.
“Typisk leverer vi kasser med forskellige nødder, tørret frugt, chokolade, kiks og småkager til mødeforplejning. Nogle vælger sågar også at købe økologiske sodavand som tilbehør,” fortæller hun.
Firmagaverne spænder også vidt.
“Vi laver traditionelle købmandskurve efter den helt klassiske model med kaffe, vin og andre delikatesser. Eller måske en kurv med et sundhedstema med nogle økologiske hudplejeprodukter, shampoo og et lækkert håndklæde. Men der er også en del af virksomhederne, som gør sig lidt mere umage og bruger tid på at vælge en gave, der måske siger lidt mere om afsenderen,” fortæller Helle Kloster.
En af dem er konsulentvirksomheden Mindbiz i Skanderborg, der sidste år valgte at købe firmajulegaven hos PureGreen.dk .
“Vi arbejder blandt andet med strategiudvikling og ville derfor gerne have noget, der kunne symbolisere vores arbejde. Valget faldt på en brødform af træ, ingredienser til et brød og så en opskrift. Den lidt anderledes gave har vi fået meget positiv respons på. Symbolikken, at vi leverer bæredygtige løsninger, der får tingene til at vokse, var god. Det handler om, at man bakser og arbejder målrettet med tingene og står med et lækkert produkt i den anden ende, forklarer Bente Cordes fra Mindbiz.
At det var en lille smule dyrere at vælge økologisk var ikke et problem for Mindbiz.
“Den smule vi betalte mere synes jeg var godt givet ud. Jeg synes der er en god signalværdi i, at vi giver vores kunder en gave, der er af en ordentlig kvalitet, er unik og som oven i købet er med til at passe på miljøet,” siger Bente Cordes.