Fortsæt til indhold

2 x Cecilie og Funkshot på scenen i Pavillonen

Pavillonen i Grenaa rydder på lørdag en scene til en dobbeltkoncert med to lokale bands

Samfund
Anette Bonde

Pavillonen fortsætter missionen med at sætte lys på talenter fra nærområdet med projektet ”Lyden af Djursland”. ”Dirty Little Things” og ”Blues on The Rocks” optrådte i foråret, og lørdag 12. september er det Funkshot og Cecilie Vahle & Cecilie Drachmann, der indtager scenen i Pavillonsalen. Det starter klokken 20, og der er fri entré.

Funkshot og 2 x Cecilie

Begge bands har rod i den vestlige del af Norddjurs. Funkshot består af Maria Bianca Skriver, vokal, Anders Knudsen, bas, Sebastian Olsen, guitar, Tobias Lund, keyboard, og Mathias Babis på trommer. Som navnet siger er der tale om funky musik, men der eksperimenteres med forskellige stilarter.
“Stilen er på mange områder en sammensmeltning af funk, soul og R&B med en masse energi, groove og nerve”, lyder det fra bandet.
Cecilie Vahle & Cecilie Drachmann har begge arbejdet med musikken siden de var helt små. De er i dag 14 og 15 år. Begge synger, og begge spiller på flere instrumenter. Cecilie Vahle blev i 2013 kendt med sin egen sang ”Ingen som dig”, som hun sikrede sig en anden plads i MGP med. Cecilie Drachmann har også arbejdet passioneret med musikken, og indspillede i 2013 en cd med coversange i Lydstudiet Ziggophon.
Deres sange handler om at være ung, at have drømme, venskaber, kærlighed, og de ting der følger med det at være teenager.

Vil udvikle talenter

”Lyden af Djursland” er titlen på talentprogrammet, som Jesper Jul, leder af Pavillonen, håber at kunne udvikle og udvide med tiden. Og gerne med flere samarbejdspartnere og aktører.
“Vi vil gerne talentudvikle og hjælpe nogle videre. Det er en raket med flere trin. De starter i Pavillonsalen, og så spiller de måske i den store sal om nogle år”, smiler han.
Programmet er baseret på samarbejdspartnere som Arresten, Aktørerne og Norddjurs Kulturskole, der også er med i Pavillonens jam-aftener.
“Men det er også aktivist-baseret med individuelle aktører, hvor hjertet brænder for musik og at talentet skal frem.”