Fortsæt til indhold

Headspace bliver permanent tilbud til unge i Horsens

Samfund
Lotte Gyldenvang

Op mod 1300 børn og unge mellem 12-25 år har fået en eller flere samtaler med frivillige hos headspace i Horsens, siden det åbnede i 2013.
headspace er en privat forening, der blev stiftet under Det Sociale Netværk og er finansieret af fonde samt Horsens Kommune. Med politikernes budgetaftale for 2016 i Horsens Kommune har foreningen nu fået kommunes garanti for, at headspace kan blive et permanent tilbud til byens unge.
“Vi har fejret det med vores 25 frivillige på stedet. Vi er meget glade for at kunne fortsætte vores arbejde i headspace,” siger Tanja Hvid, leder af Headspace Horsens.
Når det hele driller, livet bliver lidt svært eller man mangler nogen at tale med, er headspace helt almindelige mennesker, der giver et knus og en god snak uden ventetid.
Rygtet om gratis og anonym hjælp til teenagelivets besværligheder har spredt sig så meget, at stedet har 150-200 samtaler hver måned.
“Der er bare et kæmpe behov for et sted som headspace, så det er rigtig dejligt, at vi kan melde ud til både de frivillige og de mange unge, at vi fortsætter vores arbejde,” siger Tanja Hvid.
I kommunens budgetaftale fremgår det, at headspace skal udvide konceptet til en virksomhedsrettet indsats, der bliver et supplement til de tilbud, kommunen i forvejen har.
“Det betyder, at vi i samarbejde med kommunen og lokale virksomheder finder frem til unge over 18 år, der er klar til jobmarkedet, men har brug for et ekstra skub og støtte undervejs. De får et lønnet job i fire måneder, så vi kan hjælpe dem på vej,” forklarer Tanja Hvid.