60 km/t skal give færre uheld på Ringvejen
Fartgrænsen på Ringvejen sættes ned til 60 km/t. Den lavere fartgrænse skal både øge sikkerheden og reducere støjgener for naboerne.
Trafikanter på Ringvejen i Køge skal til at træde lidt lettere på speederen. Hastigheden sættes nemlig ned til 60 km/t i stedet for de 70 km/t, som i dag er grænsen for, hvad man må presse speedometret op på. De 60 km/t kommer til at gælde helt fra krydset ved Gammel Lyngvej/Københavnsvej til rundkørslen ved Vordingborgvej/Langelandsvej.
Der er sket flere ulykker i lyskrydsene på Ringvejen de senere år, og det er først og fremmest for at øge sikkerheden på strækningen, at hastigheden nu sættes en smule ned, fortæller Mette Jorsø (V), der er formand for byrådets teknik- og miljøudvalg.
- Det er en kun lille nedsættelse af hastigheden, men den kan gøre en stor forskel på antallet af ulykker i krydsene på Ringvejen. Der er meget trafik på vejen, og der vil kun komme mere trafik. Derfor skal vi både sørge for, at trafikken glider bedre, samtidig med at vi gør det sikkert for både 'bløde' og 'hårde' trafikanter at færdes på vejen, siger hun.
Lavere hastighed på Ringvejen er led i en større indsats for at få færre uheld på strækningen. Køge Kommune har de senere år ombygget flere af lyskrydsene og øget sikkerheden blandt andet ved at give bedre plads trafikanterne i højresvingsbanerne.
Udover at øge sikkerheden, så skal den nedsatte hastighed også være med til at reducere støjgener. Når både biler, busser og lastbiler tager toppen af farten vil det nemlig betyde lidt mindre støj for naboerne til den stærkt trafikerede vej.
- De mennesker der bor tæt på Ringvejen, er i stigende grad plaget af støj fra vejen. Vi har haft en god dialog med naboerne, om hvordan vi kan få støjniveauet ned, og en nedsættelse af hastigheden er et af de håndtag, vi kan dreje på, som vil reducere støjen. Så det er helt oplagt at gøre, siger Mette Jorsø.
Hastighedsnedsættelsen er det første tiltag, der skal være med til at bringe støjniveauet ned. I Juni var naboerne til vejen inviteret til et åbent møde om støjen, og her drøftede man blandt andet muligheden for at arbejde videre med en 'støjpulje', som naboerne kan søge til for eksempel lydisolerende vinduer.
Standerne til de nye 60 km/t skilte er allerede ved at blive stillet op. Den nye fartgrænse træder i kræft, så snart alle skiltene er på plads.