Fortsæt til indhold

Glæde på motions-centrets vegne

Formanden for Hornslet Idræts- og Kulturcenter ønsker motionscentret held og lykke med nybyggeriet

Samfund
Mogens Greve

Formand for Hornslet Idræts- og Kulturcenter, Jan Fischer, ønsker Hornslet Motionscenter held og lykke med udflytningen i 2016 til nye lokaler i Dalgårdsparken.
”Jeg har kun hørt om motionscentrets byggeplaner ad omveje og ønsker dem alt muligt godt,” siger Jan Fischer.
”Det er rigtigt, at vi ikke her og nu har mulighed for at bygge nyt ved idrætscentret, da vi bruger ressourcerne på nyt tag, nyt halgulv og på at få centerlederfunktionen til at fungere optimalt.”
Jan Fischer siger videre, at han længe har kendt til motionscenterets pladsproblemer, men at han ikke har været i tæt dialog om det, og at han i øvrigt har savnet motionscenteret som en del af fællesskabet i idrætscenteret.
”Det er helt nyt for mig, at kommunen skulle have overdraget en grund til hallen, for at der kunne bygges nyt motionscenter. Det er sket før min tid og har slet ikke været nævnt.”
Jan Fischer kan p.t. ikke sige noget om den fremtidige anvendelse af Hornslet Motionscenters nuværende lokaler men forventer, at der snart er nyt at fortælle om det.