Fortsæt til indhold

Stensballe jubler over kunstgræs

Stensballe IK har nu fået sin ’egen’ kunstgræsbane til glæde for klubben, der har den største ungdomsafdeling i omegnen

Samfund
Jeppe Rafn

“Der har været lys på kunstgræsbanen hver aften, siden vi tog den i brug midt i august, og den er med til at sprede liv i cafeteriaet og omklædningsrummene, hvor der ellers kan blive lidt dødt. Banen er en kæmpe gevinst for klubben, og så kan skolen jo bruge den i dagtimerne,” siger Søren Knigge, formand for fodboldafdelingen i Stensballe IK.
Stensballe IK har næsten 1.200 fodboldspillere under 25 år og er den største ungdomsklub i Horsens og omegn. Klubbens mange børn, unge og voksne har i de senere år været henvist til Forum, Vestergade og Torsted for at spille udendørs fodbold om vinteren.
Der vil dog stadig være et mindre behov for at træne på andre kunstgræsbaner, fordi klubben er så stor, fortæller formanden.

Kendt i hele Danmark

Borgmester Peter Sørensen glæder sig over, at Stensballe nu endelig har fået sin kunstgræsbane, som har været undervejs i flere år. Banen er blevet forsinket i et år, fordi der opstod en miljøsag, man skulle have styr på for at kunne komme videre med projektet.
“Stensballe har en meget stor ungdomsafdeling og er kendt i hele Danmark for sin håndtering af både bredde og elite. Jeg håber, I får mange sejre her, men mest at I får det sjovt og hyggeligt,” sagde borgmesteren, da han officielt indviede kunstgræsbanen i fredags.

Læs mere om kunstgræsbaner i Horsens Kommune i næste udgave af Lokalavisen Horsens, der udkommer torsdag den 24. september.