Fortsæt til indhold

Denne kommune har flest kunstgræsbaner per indbygger

Med to nye baner kan Horsens Kommune kalde sig ’dansk mester’ i kunstgræsbaner

Samfund
Jeppe Rafn

Borgmester Peter Sørensen (S) var begejstret, da han fredag i sidste uge indviede den nye kunstgræsbane i Stensballe.
“Med den nye bane på Casa og her i Stensballe har vi nu otte kunstgræsbaner i Horsens Kommune og er den kommune i Danmark med flest kunstgræsbaner i forhold til antal indbyggere,” sagde borgmesteren i åbningstalen.
Den første kunstgræsbane i Horsens Kommune blev anlagt ved Forum/Casa. For cirka fem år siden fulgte Egebjerg og Torsted, og i de følgende år kom der baner på Bankager og Vestergade i Horsens og i Brædstrup. Og med bane nummer to ved Forum og banen i Stensballe er der otte kunstgræsbaner i kommunen.
“Jeg mener, vi nu er godt dækket ind,” siger viceborgmester Kristian Dyhr (V), der er formand for Kulturudvalget, som sporten hører under.
Med de nye baner får alle klubber en fast geografisk tilknytning til én bane, og klubberne kommer selv i mindre grupper til at stå for fordelingen af tider. Det oplyser Jørn Juul, direktør Forum Horsens, der hidtil har stået for fordelingen af tider og baner.
Der kan spilles fodbold 24 timer i døgnet 365 dage om året på kunstgræsbanerne, som på den måde er med til både at aflaste hallerne, hvor der er mindre behov for indendørs fodbold, samt græsbanerne, der kræver hvile.
“Vi har mange brugere og en stor udnyttelse af kunstgræsbanerne, så de er en god investering,” siger Jørn Juul.