Slægt følger ikke altid slægters gang

Det eneste sikre i livet er, at en dag skal vi dø. Det kan vi ikke flygte fra, men vi lever, som om vi bliver 100 år. Vi håber, vi skal dø 'mæt af dage', men sådan går det ikke altid, og det går ikke altid efter den rigtige rækkefølge - slægt skal følge slægters gang. Nogle dør alt for tidligt, og nogle forældre må opleve det særligt smertelige at skulle bære deres børn til graven. Vi forstår ikke, hvorfor der er så stor forskel i menneskeskæbner. Hvorfor der er nogle, der rammes af dødelig sygdom, mens andre har et jernhelbred.
På søndag kan vi i kirkerne høre beretningen om, at Jesus genopvækker en enkes søn. Jesus kommer til byen Nain, og en ung mand bæres til graven. Hans mor går grædende bag ved kisten. Jesus beder følget om at stoppe op, og henvender sig til den døde og beordrer ham at til at rejse sig op. Og den døde vækkes til live.
Døden er så definitiv, så hård og ubarmhjertig. Der er ingen vej tilbage fra døden, og dog fortælles historien om opvækkelsen af enkens søn.
Men hvad skal vi bruge det til, når Jesus ikke genopliver vore kære i dag?
Men historien vil fortælle, at Jesus Kristus er stærkere end døden og kom for at vise, at der er et liv bag døden, et evigt liv. Det kan vi ikke fatte, men det behøver vi heller ikke. Men håbet, tilsagnet om det evige liv - det er det, der kan hjælpe os med at forsone os med, at vi skal dø, for alt er ikke sagt med døden. Der er en videre historie, og den får vi en flig af i kirkerne på søndag.