Fortsæt til indhold

Byrådet venter med at skære

Aarhus Byråd har indgået et bredt forlig om budgettet for 2016. Hvor der konkret skal spares, meldes først ud i december

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Næste års budget, som 27 ud af Aarhus Byråds 31 medlemmer indgik fredag, indeholder million-besparelser.
Hvilke områder der bliver ramt, venter byrådet dog med at melde ud.
Budgetforliget for 2016-2019 er præget af, at regeringens omprioriteringsbidrag betyder, at kommunen skal reducere sine udgifter med 52 millioner kroner i 2016 stigende til 481 millioner kroner i 2019.
Ifølge kommunens tidsplan vil der først 10. december blive offentliggjort, hvilke steder man vil spare.
Herefter følger en proces med inddragelse af ledere, medarbejdere, brugere og borgere, inden endelig vedtagelse i byrådet 3. februar 2016.
Konsekvenserne af sparekravet afbødes via de effektiviseringer på en procent årligt, som kommunen allerede har et mål om.

Her bruges der penge

Trods udsigt til besparelser indeholder budgettet også en række forbedringer.
På anlægsområdet er forligspartierne blevet enige om at prioritere infrastruktur og fremkommelighed med over 300 millioner kroner, boliger til voksne med handicap og flere faglokaler på byens skoler.
Desuden har forligspartierne valgt at prioritere 232 millioner kroner til nybyggeri af almene boliger, så der kan opføres 400 almene familieboliger og godt 100 ungdomsboliger om året i de kommende fire år. Budgettet sender også 24 millioner kroner til Fjordsgades Forenings- og Fritidshus, 10 millioner kroner til et sejlsportscenter og 13 millioner til Aros til blandt andet realisering af udvidelsen 'The Next Level'.
Borgmesteren siger om forliget:
”Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at samle et bredt flertal i byrådet, som i fællesskab påtager sig ansvaret for at gennemføre de nødvendige besparelser som følge af regeringens omprioriteringsbidrag. Samtidig kan vi styrke vores indsats over for børn og voksne med handicap og over for ældre, ligesom vi kan forbedre vores infrastruktur og erhvervsvenlighed. Aarhus Kommune skal spare, men med dette budgetforlig lykkes det os at fastholde fokus på vækst og udvikling,” lyder det fra ham i en pressemeddelelse.
Budgettet, som alle byrådets partier på nær Enhedslisten og Liberal Alliance står bag, skal formelt vedtages ved 2. behandlingen 8. oktober.