Hallen skal være “byens nye hus”
Helhedsplanen for Jyllinge præsenteres på mandag i ny udstilling
Som Lokalavisen Egedal kunne fortælle i august, så har Roskilde Kommune fremlagt den såkaldte helhedsplan for Jyllinge og området omkring hallen.
Planen, der blandt andet byder på 30-40 nye ældreboliger ud mod Lindebjergvej, et nyt bibliotek/kulturskole og et stort hal-projekt for Jyllingehallerne, bliver mandag klokken 19.00 offentliggjort af Roskilde Kommune ved en udstilling på Jyllinge Bibliotek.
Udstillingen, som kan ses frem til den 19. oktober, bliver åbnet af borgmester Joy Mogensen, og så kan borgerne ellers stille spørgsmål og høre om tankerne bag de ambitiøse planer.
“Tanken er, at halområdet skal blive et idræts-, kultur- og fritidscentrum, der giver liv og aktivitet i området. Samtidig skal nye faciliteter til bibliotek/kulturskole tænkes sammen med hallerne, så de forskellige institutioner kan være fælles om faciliteter og en cafe. Planen er også, at der skal være nye boliger på arealet beregnet til små familier og seniorer. Genopbygningen af hallerne giver en ny mulighed for at planlægge deres udformning, så et indgangs- og caféområde kan vende ud mod et nyt torv, der sammenbinder hallerne med fremtidige byggerier til bibliotek/kulturskole og udvidelse af hallerne,” skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Multihal også i spil
Imellem de nye Jyllinge Haller og det eventuelle fremtidige bibliotek/kulturskole kan der være både et åbent og overdækket område, hvor der kan være udeservering, streetsport, ophold på trapper, markedsdage, loppemarked, leg og meget andet. I helhedsplanen er der også mulighed for at bygge mod nord, hvis der bliver behov for en fremtidig multihal.
Der er lagt op til et forløb i 4 etaper. Først planlægges næste års genopbygning af Jyllingehallen. Året efter vil der være salg af byggegrunde til 30-40 boliger, og i 2018 er der opstart af projektering af bibliotek og kulturskole.
I 2019 planlægges idrætsstrøget og aktivitetsparken, og i 2020 skal der etableres p-pladser mod nord og syd, ligesom projektering af en ny multihal går i gang.