Billeder og skøder fra Udby
Rougsø Lokalhistoriske Forening havde en udbytterig dag i Udby
En stor kasse med bøger og fotoalbum med billeder fra Udby og omegn helt tilbage til 1900.
Arkivet på feltarbejde
Kassen var en del af høsten, da Rougsø Lokalhistoriske Forening i lørdags var i Udby for at fortælle om egnsarkivet, der har til huse på Langhøjskolen i Vivild. Forinden var byens borgere blevet bedt om at gå i gemmerne og finde materialer, der kunne fortælle om lokalhistorien.
Der kom både billeder, skøder og andet, og bestyrelsesmedlem Hans Jørgen Mejneche fortæller, at arkivet vil gentage succesen til næste år i en anden by. Han gør opmærksom på, at foreningen medbringer en scanner, så materialerne kan scannes ind på stedet, og ejermanden kan få tingene med hjem igen.
Hjælp med at identificere personer
Giveren af kassen med billeder havde sat navn på rigtig mange personer på billederne.
“Det er jo dejligt. Vi glæder os til at komme i gang med at registrere dem, så alle kan se dem på Arkiv.dk.”
23 lokale borgere dukkede op, og mange kunne hjælpe med at navngive personer på billeder. En del havde noget med til arkivet, og andre var bare glade for at komme ind og kigge.