Just investerer yderligere i Skandinavisk Transportcenter Køge
Tre nye projekter Just Gruppen investerer igen i Skandinavisk Transportcenter, med tre nye projekter til 120 mio.kr. Det første byggeri er et nyt flerbrugerhus til service- og logistikvirksomheder.
UDVIKLING Just Gruppen investerer i tre nye projekter på tilsammen 13.000 etagemeter i STC, Skandinavisk Transportcenter Køge, alle centralt beliggende med facade mod Køge Bugt Motorvejen.
Siden 2006 har Just investeret 120 millioner kroner i kontor og lagerbyggeri i STC. De mange nye aktiviteter i Køge og tilflytning af virksomheder til transportcentret får nu Just til at investere yderligere 120 millioner kroner, som de tre projekter løber op i.
Just har sikret sig en grund i første parket. Nabogrundene er bebygget, så den er også den sidste med så god beliggenhed.
Der er samtidig facade direkte ud til Køge Bugt motorvejen med mulighed for synlige skilte og dermed profilering af virksomheden over for de mange bilister, der kører forbi.
- Det første byggeri ventes påbegyndt i ultimo 2016 og er et multiservicehus godt beliggende ved indkørslen til det store transportcenter, siger Claus Just, Just Gruppen og tilføjer:
- Vi får mange henvendelser fra virksomheder, der vil flytte tæt på den generelle vækst i Køge, virksomheder der vil tæt på deres kunder i Transport Centret, virksomheder i STC som har brug for ekstra kvadratmeter i en kortere eller længere periode samt virksomheder med relation til Køge Campus.
Det nye hus bliver fleksibelt og kan dække forskellige typer behov fra service og administration og til eventuelt undervisning.
- Det er også positivt, at vi med denne type kontor- og servicehus kan tiltrække endnu flere virksomheder og arbejdspladser til Køge. Personligt er jeg glad for at se Køge vokse og kunne bidrage til væksten.
Nyt vartegn for Køge
- Nu er vi i gang med arkitekten om husets design og indretning. Jeg kan godt tænke mig at få lov til at bygge i højden.
Det vil være spændende at opføre en del af huset som en høj bygning. Det vil tilføre STC et vartegn, der er synlig fra motorvejen. Det mangler STC i dag, og det bliver endnu mere nødvendigt, når den nye jernbane er færdig og spærrer en del af udsynet.
Med de tre arealer har Just Gruppen i alt 85.000 kvadratmeter jord i STC. Svarende til 17 fodboldbaner. På de to andre nye arealer kan der opføres kontor og lager. Et projekt på 7.000 etagemeter lagerfaciliteter og tilhørende kontor med facade til motorvejen er en del af planen.
Velafprøvet koncept
Just har gode erfaringer med at opføre multiservicehuse i STC til mindre og mellemstore virksomheder.
- Der er et hul i markedet. Virksomheder, der skal bruge for eksempel 800 etagemeter, har svært ved at etablere sig i STC, siger Claus Just og fortsætter:
- Med multiservicehuset kan vi tilbyde 5-8 virksomheder de helt optimale lokaler – en attraktiv placering i logistikcentret ved indkørslen til hovedstadsområdet og kontorer i høj kvalitet.
En fleksibel indretning, som er kernen i konceptet, betyder, at lejere kan få mange eller færre etagemeter.
Vægten i det nye hus er lagt på indretning i høj kvalitet og godt arbejdsmiljø. Ligeledes er materialer og indretning valgt ud fra, at de er repræsentative, og lokalerne dermed er anvendelige for virksomheder med kundebesøg.
Konceptet går igen i alle Just's byggerier og er gennem årene udviklet og optimeret af deres egne arkitekter og ingeniører.
sl