’Oste-jyden’ til tops
Specialbutikken ’Ostejyden’ i Veri Centret blev suveræn vinder af Lokalavisen Aarhus Nords konkurrence
Med 376 stemmer blev 'Ostejyden' en suveræn vinder af Lokalavisen Aarhus Nords 'Årets forretning'-konkurrence, hvor læsere og kunder har været med til at kåre deres yndlingsbutik.
Der var i alt 27 lokale butikker normineret fra det nordlige Aarhus, men det blev special-butikken i Veri Centret, der løb med æren foran sidste års vinder, 'Pigen & Basunen' på Trøjborg og Veri Sko som nummer tre.
“Jeg er helt overvældet. Den her pokal sætter jeg i vinduet med det samme,” siger en tydelig glad og stolt indehaver, Grethe Stofsky, da Lokalavisen kigger forbi med sølvtøjet, der får lov at stå hos 'Ostejyden' det næste års tid.
“Nu har jeg solgt ost i 45 år, og det første gang, at jeg bliver belønnet for det, så det er super,” siger den 61-årige Ebeltoft-kvinden.
Hun har stået i spidsen for 'Ostejyden' siden 1993 og har glædeligt taget turen til det nordlige Aarhus hver dag fra Djursland.
“Jeg elsker at være her”
“Det tager en halv time hver vej, og jeg glæder mig altid til at komme ind i butikken. Jeg elsker at være her og den daglige kontakt med mine søde kunder, der nu har givet mig de fineste tilkendegivelser med denne her pris,” siger hun.
Grethe Stofsky kom i en alder af 17 år ind i branchen tilbage i 1971 i 'Byens Ost' i M.P.Bruuns Gade, der dengang blev kaldt for 'Spisekammer Allé' på grund af de mange specialbutikker, som nærmest lå side om side dengang.
Her var hun indtil 1993, hvor hun sammen med sin mand Jan sprang ud i livet som selvstændige i Veri Centret.
Men Grethe Stofsky glemmer ikke, hvor hun kommer fra:
“Jeg tror, jeg vil ringe og fortælle den gode nyhed til min gamle chef Grethe Sørensen fra 'Byens Ost', hvor jeg blev udlært. Hun er 82 år nu, og hun bliver glad for at høre, at jeg har vundet,” fortæller Grethe Stofsky.
'Ostejyden' har alle år været drevet som et familieforetagende, men ægtemanden Jan fylder 65 år næste gang og er så småt på vej ind i en pensionisttilværelse, mens datteren Lisette efter 13 års ansættelse ville prøve noget andet.
Så nu er det kun Grethe Stofsky og en ansat yderligere, der er i butikken med de mange forskellige oste.
“Jan kommer stadig ind engang imellem, men han er mest hjemmegånde husfar,” siger en smilende Grethe Stofsky.
Hemmeligheden bag succesen er at være en anelse gammeldags.
“Jeg er nok den gammeldags type, der ikke går så meget op i hjemmeside og markedsføring. Jeg synes, det er gået fint gennem årene med, at tilfredse kunder fortæller videre til andre, hvis de har haft en god oplevelse. Og så går jeg meget op i smagsprøver, personlig betjening og kvalitet. Jeg nyder godt af at være i et butikscenter og får helt sikkert også mange impuls-kunder ind ad døren på grund af, at butikken her ligger i Veri Centret”.
I Lokalavisen Aarhus' øvrige udgaver, var der følgende vindere:
Aarhus Vest: Café Stedet i City Vest.
Aarhus Syd: Kvickly Tranbjerg.
Aarhus Midt: Smarteyes.