Nim får dagligvarebutik, borgerne har ønsket
Naturstyrelsen har trukket indsigelse tilbage, som åbner op for ny dagligvarebutik
Nim får efter al sandsynlig igen en dagligvarebutik, som landsbyen har manglet, siden købmanden lukkede i foråret 2014.
Naturstyrelsen havde ellers lagt en hindring i vejen ved at gøre indsigelse mod det kommuneplantillæg, der skulle åbne op for byggeriet af en dagligvarebutik, fordi det ligger midt i et vandindvindingsområde. Men nu har Naturstyrelsen trukket sin indsigelse tilbage, og Teknik- og Miljøudvalget i Horsens Kommune har nikket ja til at gennemføre planerne.
“Forvaltningen har gjort et fantastisk stykke arbejde med kommuneplantillægget, og der er lavet grundvandsundersøgelser, som viser, der ikke vil ske nedsivning,” fortæller udvalgsmedlem Jens Pedersen (V), der selv bor i Nim og er formand for Nim Fællesråd.
“Der er ikke den samme dynamik i byen uden en dagligvarebutik, hvor man mødes, hilser på naboerne og aftaler, hvem der skal køre børnene til fodbold,” siger Jens Pedersen.
9.000 biler på Horsensvej
Siden købmanden lukkede, har fællesrådet arbejdet på at få en ny dagligvarebutik, og man har spurgt borgerne på gaden, hvilken butik man ønskede. De fleste pegede på Rema 1000, og man tog derefor kontakt til Rema 1000, der er positiv overfor at komme til Nim, fortæller fællesrådsformanden. Butikken skal efter planen bygges på Præstevænget i den sydlige del af Nim lige ud til Horsensvej, hvor der ifølge kommunens trafiktælling passerer 9.000 biler i døgnet.
“Så kan man lige dreje ind og handle. Vi kan ikke selv løfte en dagligvarebutik, men er afhængig af handel fra vejen,” siger Jens Pedersen.
Der er godt 700 indbyggere i Nim, som for nogle år siden var en Danmarks mest voksende landsbyer. Byen har egen skole op til 6. klasse, og for fire år siden fik man på lokalt initiativ en multihal.
Bygge efter nytår
Næste skridt er at få lavet en mere detaljeret lokalplan, som formentlig vil blive præsenteret og behandlet på det næste møde i Teknik- og Miljøudvalget i starten af oktober. Det skal vedtages af byrådet og derefter i offentlig høring i otte uger, hvor man kan komme med indsigelser og kommentarer til lokalplanen.
Jens Pedersen vurderer, at man kan gå i gang med byggeriet af dagligvarebutikken i begyndelsen af 2016. Dagligvarebutikken må maksimalt være på 1.000 kvadratmeter, og der er i alt sat en grænse på 1.380 kvadratmeter butiksareal i det område i den sydlige del af Nim, som kommuneplantillægget omfatter.