Fortsæt til indhold

Topløs bordelmutter nedlagt i sandet af bulldozer

Og den liderlige munk røg med, da den kontroversielle sandskulptur i Hundested fik "jern i nakken" tirsdag formiddag

Samfund
Jens Patrick Thiede

EROTISK KULTUR Den årlige Sandskulpturfestival i Hundested åbnede med et knald i maj måned, men den 9. september lukkede udstillingen for gæster for i år, efter at over 40.000 personer har været gennem tælleapparaterne og set de mange kreative figurer.
Med middelalderen som tema indgik der bl.a. løssluppen erotik i udstillingen, og især figuren med munken, der tog en kvindelig bordelmutter bagfra, gav anledning til debat.
Derfor blev figuren også afskærmet med en advarsel for børn og unge.
Men tirsdag den 22. september jævnede arrangørerne så årets udstilling med jorden.
Det gik bl.a. ud over de to "lystige" sandskulpturer, der endte den frivole forestilling med at blive jævnet af en bulldozers metalskovl.
"Vi måtte lige forevige øjeblikket, for den figur har især sat sindene - og måske andre ting - i bevægelse," siger hovedarrangør Christian Warrer med et glimt i øjet.
Årets Sandskulpturfestival var den fjerde i træk, og arrangørerne lover en gentagelse igen næste år.

Her slutter fornøjelighederne for bordelmutter og hendes kåde kunde fra klosteret. Foto: Christian Warrer.