Fortsæt til indhold

Sådan gør du haven efterårsklar

Gode råd og fif for den haveinteresserede fra anlægsgartnerne

Samfund
Anette Bonde

Anlægsgartnerne Jesper Kristensen og Marianne Jensen, Djurs Grønt, er i fuld gang sammen med deres to ansatte at omlægge en villahave i Vivild. Men et par gode råd til haveejere for at gøre haven efterårs- og vinterklar, bliver der alligevel tid til.

Klip og beskær

Fjern mos i græsplænen, gød den op til vinteren - ikke for meget, ellers risikerer man sneskimmel, riv blade sammen og kør dem væk for at undgå svamp. Klip græsset, men ikke for kort.
Tøm og rengør drivhuset.
Beskær almindelige træer og buske. Vent med frugttræerne til efter høst. Klip så de syge af, og beskær ved at klippe krydsende grene af. Der skal altid være cirka 10 centimeter imellem grensatserne.
“Man skal ikke holde sig tilbage med at beskære - det skal nok vokse ud igen”, siger jesper Kristensen.

Flyt og byt stauder

I urtehaven skal de nye jordbærstiklinger sættes, og de tre-årige fjernes, så der hele tiden er tre generationer af jordbær.
Tynd ud i hindbærrene ved at fjerne de gamle hindbærplanter.
Tag de sidste kartofler op.
Det er også tid at flytte stauder og eventuelt købe nye.
“Eller gå rundt til naboer og venner og se, om der er noget, du kan bytte med”, foreslår Marianne Jensen.
Lav den sidste afpudsning af hækken.
Giv fliserne en gang algebehandling og giv dem nyt fugesand. Eventuelt en gang vibrering, så fliserne falder til igen.
Rens tagrender, tagbrønde og aco-render.
Rens pumper og filtre i havebassinet.
Rengøring og smøring af havemaskiner og redskaber.

“Flid lønner sig”

“Bare kom i gang, flid lønner sig”, smiler Marianne Jensen.
Hun suppleres af Jesper Kristensen:
“Det er en fornøjelse, når det er gjort.”
Herefter går arbejdet videre i den snart færdigomlagte have i Vivild. De har samlet surbundsplanterne i et særligt bed, andre af prydbedene er sløjfet, og der er kommet mere flisebelægning. Urtehaven er blevet mindre og er nu placeret i et højbed, lavet af lærketræ.
“Ejeren kan nu se frem til at nyde en have, der kræver langt mindre pasning end før.”