“Vi skal løfte Danmark nedefra”
Alle skal have mulighed for at forsørge sig selv, og alle skal bidrage med det, de kan, mener Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre
“Målet må være, at alle, der kan, bidrager til samfundet. Også selv om man kun kan arbejde få timer om ugen.” Det Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, skyder den radikale valgkamp i gang med løfter om at gøre noget for de, der har størst behov.
”Regeringens reformer har betydet, at der er kommet flere i arbejde. Samtidig har vi skaffet et økonomisk råderum, der gør, at vi har penge til at løfte Danmark nedefra. Alle skal have mulighed for at bidrage med det, de kan,” siger Morten Østergaard.
Det er det vigtigste tema i valgkampen?
”Ja, vi skal skabe rammerne for, at danskerne har lyst til at blive en smule længere på arbejdsmarkedet. Vi skal også have flere i arbejde. Jeg tænker for eksempel på integrationsområdet, hvor vi oplever, at etniske minoriteter i Danmark, i langt højere grad end andre, har svært ved at komme på arbejdsmarkedet”.
Hvilken beslutning fra den seneste valgperiode er du mest tilfreds med?
”Danmark har fået verdens mest ambitiøse energipolitik. Vi forøger vindmøllestrømmen markant frem til 2020, og står det til Det Radikale Venstre, så er Danmark fri for olie i 2050.”
Og er der tilsvarende en beslutning, du er ked af?
”Ja, jeg synes, det er trist, at vi på grund af den store flygtningestrøm har været nødt til at ændre vores flygtningelovgivning. Jeg står bag beslutningen om at skelne mellem de personligt forfulgte flygtninge fra Syrien og de millioner, der mere generelt er på flugt fra krigen, men det er på en dybt tragisk baggrund med de største flygtningestrømme siden 2. Verdenskrig, som alle lande har haft svært ved at håndtere.”
Samarbejde over midten
Hvornår er du mest stolt af det danske demokrati?
”Når jeg ser, hvordan danskerne tager imod de nye flygtninge med smil og åbne arme. Når der bliver samlet tøj og cykler sammen til dem, og når de danske hjem åbnes for at tage godt imod de nye borgere. Det gør mig stolt af at være dansker.”
Hvornår er du mest træt af demokratiet?
”Når det er meningsmålingerne, der dikterer, hvad politikerne skal mene. Det klareste eksempel er sagen om børnecheck til EU-borgere. Det er en sag, som stort set ikke betyder noget i forhold til vores budgetter, og som dybest set handler om, at vi skal behandle EU-borgere herhjemme, som vi også selv vil behandles, når vi arbejder i udlandet.”