Fortsæt til indhold

Frivillige rives med af trækplaster i Kolind

Frivillig Fredag i Byhallen i Kolind får rekord stor tilslutning med 30 tilmeldte

Samfund
Mogens Greve

Årets Frivillige Fredag sidste fredag i september foregår i år i Byhallen i Kolind kl. 15-18, og Frivilligrådet i Syddjurs glæder sig over årets 30 tilmeldinger fra virksomheder, skoler og foreninger m.m. som arbejder med frivillighed.
”Frivilligrådets medlemmer har i årets løb blandt andet været rundt på bibliotekerne en gang om måneden for at fortælle om frivillighed og muligheder,” fortæller Lene Jensen fra Skader, der sidder i Frivilligrådet som repræsentant for Hjernesagen.

Det koster

Alle er velkomne til at besøge Byhallen og blive præsenteret for noget af det, som frivillige arbejder med i Syddjurs Kommune. Man kan også få sine ting vurderet af repræsentanter fra Lauritz.Com og lade sig underholde af musik, zigøjnerdans og gymnastik.
På trods af frivillighed koster det alligevel penge at lave aktiviteter, og alle som arbejder med frivillighed i Syddjurs Kommune kunne søge § 18 midler pr. 15/9. De afsatte 600.000 kroner fordeles af PUK-udvalget efter indstilling fra Frivilligrådet, som holder indstillingsmøde 8. oktober.
At der i år kun er modtaget 70 ansøgninger mod sidste års 90 tilskriver Lene Jensen blandt andet, at ansøgningsfristen er rykket frem i forhold til sidste år.
”Vi vil ikke afskrive dem, som ikke har været opmærksomme på den ændrede dato, så der er stadig mulighed for at komme i betragtning.”
Fredagens trækplaster i Kolind ser hun dog også som et muligt plaster på såret - i forhold til snakken om nedskæringer.
”Det forlyder, at byrådet vil beskære § 18 midlernes 600.000 kroner med 250.000 kroner, så vi risikerer senere at blive nødt til at ændre den indstilling af ansøgningerne, som vi i Frivilligrådet laver til PUK-udvalget 8. oktober.”