Fortsæt til indhold

Venligboerne står bag stor Eid-fest i Farum Arena

"Selvom lørdagens fest er en muslimsk tradition, er danskere også velkomne", siger Anders Hald fra de lokale Venligboerne

Samfund
Helene Stolle

På torsdag fejrer muslimerne Eid-Al-Adha, der er en højtid for de hjemvendte fra pilgrimsrejsen i Mekka. Det sker ved en særlig bøn i København, men på lørdag den den 26. september klokken 17 inviteres Furesøs flygtninge - og interesserede danskere - til en stor Eid-fest i Farum Arena.
I Furesø står borgerne i kø for at hjælpe flygtningene
"Vi har fået stablet det her på benene for at vise vores flygtninge, at vi gerne vil have dem i vores samfund. De skal lære os at kende, og vi skal lære dem og deres traditioner at kende", siger Anders Hald, der tog initiativ til at starte 'Venligboerne Furesø' og som sammen med Sidsel Wad og Adwa Ali står bag planlægningen af Eid-festen.

Alle er velkomne

"Vi håber, at der kommer rigtig mange - både flygtninge og danskere. Alle er i hvert fald velkomne", siger Anders Hald og fortæller, at deltagerne selv skal medbringe mad og drikkevarer til festen, hvor der laves én stor fælles buffet.
Khadije fra Syrien fik job i Kvickly
"Vi glæder os meget til det her arrangement, men vi er da også spændte på, hvor mange der kommer. Hidtil har der været en fantastisk opbakning til de arrangementer, vi har afholdt omkring det tidligere plejehjem i Jonstrup, hvor flygtningene bor", lyder det fra Anders Hald og tilføjer, at der er plads til 300 deltagere ved den kommende fest.
Find 'Venligboerne Furesø Kommune' på Facebook her (kræver, at du har en personlig FB-konto)
"Om vi bliver så mange, tør jeg ikke sige endnu. Det må tiden vise, men alle er mere end velkomne. Det er jo på denne her måde, vi kan lære hinanden at kende", siger han.

Halal-kød, ballondyr og musik

Da deltagerne ved lørdagens festligheder i Farum Arena laves én fælles buffet, håber Anders Hald på, at deltagerne vil respektere den muslimske tro, der blandt andet betyder ingen svinekød og kun halal-slagtet kød.
"Det er gået rigtig fint før, så det regner jeg også med sker på lørdag", siger han og fortæller, at arrangørerne sørger for tallerkener, bestik og glas.
"Vi glæder os til en herlig lørdag aften i godt selskab, og ved Eid-festen vil der også være underholdning for både børn og voksne. Der kommer nemlig live-musik, ballondyr og en klovn", lyder det fra Anders Hald.
Der tages entre til Eid-festen; 50 kroner for voksne, mens børn mellem 5-15 år koster 25 kroner.