Fortsæt til indhold

Folkeskole ansætter intelligent hund

Australsk hyrdehund løser konflikter i 1. klasse

Samfund
Arkiv

Den australske hyrdehund Mira er begyndt at deltage i undervisningen på Horsens Byskole. Mira har kun været på arbejde i et par uger, men der er allerede tegn på, at eleverne er blevet mere rolige og koncentrerede, skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
Hunden tilhører lærer Ann Vad Steffensen, der er i gang med at tage en uddannelse til professionel skolehundeekvipage. Indtil videre har Ann haft Mira med i sin egen 1. klasse, og her ses resultaterne allerede tydeligt, mener hun.
“Børn, som har svært ved at knytte bånd eller tit kommer i konflikt med deres klassekammerater eller lærere, skifter adfærd, når de er sammen med Mira. I samværet med hunden lærer de blandt andet at tage hensyn, og den adfærd kan de overføre i relationen til mennesker,” fortæller Ann.
Mira kan også bruges i forbindelse med pædagogisk svære samtaler. Her bliver hunden et medie til at klare situationen på en rolig og konstruktiv måde.

Foto: Per Algreen

Krav til hunden

Uddannelsen til ekvipage kræver en del træning, og fundamentet har Ann i form af uddannelsen som hundefører og mange års erfaring med at træne hunde. Men der stilles også krav til Mira.
“Hunden skal være robust forstået på den måde, at hun ikke må 'nedlægge arbejdet.' Hun skal være langtidsholdbar. Det kræver, at jeg som hundefører tager hensyn og er opmærksom på hendes signaler, når hun er med på skolen, så det ikke bliver for meget for hende. Jeg forbereder hende blandt andet ved at give hende et særligt halsbånd på, når hun skal på arbejde. Når der er pause i arbejdet, får hun et tørklæde på. Tørklædet betydet, at det kun er mig, der må røre ved hende,” fortæller Ann.

Hunden Mira og dens ejer, lærer Ann Vad Steffensen. Foto: Per Algreen.

Øger indlæring

Ifølge skoleleder Erik Mønster skal det professionelle arbejde med en hund være med til at understøtte læring:
“Jeg har fuld tillid til, at arbejdet med Mira vil resultere i færre konflikter i klasserne og dermed mere rum for indlæring,” siger skolelederen.
Det er tanken, at Mira på sigt også skal 'arbejde' i større klasser end 1. klasse.

Foto: Per Algreen.